Månedens klumme

Marts

DET SPÆDE FORÅR BEGYNDER - OG PÅSKEN NÆRMER SIG

I marts begynder det tidlige spæde forår. Måneden begynder ofte med slud og regn, men ender med et mylder af små livsbekræftende forårsblomster. Dagene bliver længere og lunere, og lyset giver os en følelse af mere energi. Vinterens rodfrugter afløses af bladgrønt og friske krydderurter, der helt naturligt indgår i forårets lette retter og skønne saucer og dressinger. Ja, selv et blomkål kan smage af forår, hvis det kombineres med dild og stenbiderrogn.

Påsken, der ligger sidst i marts, er årets vigtigste højtid, som de fleste benytter til at se familie og venner. Der er her påskelammene slagtes og spises, og chokoladeelskere kan benytte påsken til at trille chokoladeæg sammen med børnene. En lang række råvarer er knytte til forår og til påske. Æg, lam, sild, asparges, kørvel og mynte - og selv om vi har mange slags grønsager hele vinteren, så er der noget specielt ved den første nye purløg til æggemadden, de første mælkebøtteskud eller de første brændenældeskud. Både mælkebøtteblade og brændenælde er små helsebomber, der er fyldt med mineraler og vitaminer. Brændenælde kan bruges til suppe og pesto, eller tilsættes brød- og pandekagedejen. Hos Dalgaard kan du købe langt det meste af, hvad du har brug for i påskedagene, bordpynt, lys, servietter og blomster, drikkevarer, lækker og velsmagende mad og de skønneste lakridsæg eller chokoladepåskeæg til den søde tand.

Foråret er tiden, hvor alt folder sig ud med de helt sarte lysegrønne farver. Maden bliver mere let og enkel og bevæger sig væk fra de tunge, langtidstilberedte vinterretter. En varme suppe er stadig velkomne, men nu mere som en let bouillon med sprøde grønsager og bladgrønt. At dampe er en enkel form for tilberedning, der giver en let smag og en ren oplevelse af de enkelte strukturer. Damp fisk, grønsager eller fjerkræ sammen med laurbærblade, purløg, persille, hakkede forårsløg og usprøjtet citrusskal. Vælg møre udskæringer til pandestegning. Sauter forårsløg og små tern af gulerod, før du steger dit kød. Du kan bruge cider, hvidvin eller en let bouillon til en lys sauce og serverer retten med sprøde grønsager og bladgrønt. Lammefilet, kyllingebryst eller andebryst egner sig til stir-frying sammen med fint udskårne grønsager, nemt serveret på en bund af forskellige salatblade. Fetaost, mozzarella og ricotta er velegnede til salater eller som en del af en appetizer. Græsk yoghurt eller cremefraiche tilsat krydderurter, kan du bruge til salatdressing eller til grønsager - eller du kan dryppe dine grønsager med lidt valnødde- eller macadamianøddeolie.

Foråret er tiden, hvor der gøres forårsrent både indvendigt og udvendigt. Generelt vil det sige at spise lettere og lysere og mindre kød og flere grønsager, bær og frugter, og skære ned på de raffinerede kulhydrater, brød, pasta, ris og især sukker. Grøn te og brændenældete hjælper til med ”rengøringen” ligesom Pukkas te: ”Cleanse”. Grønsager som kål, karse, brøndkarse, radiser, avocado og shiitake svampe er optimale til at hjælpe din lever med udrensningen. Når de første friske, grønne asparges dukker op, så er de også meget stimulerende for leverens arbejde. Du kan også supplere med din egen saft presset af fx gulerod, agurk, æble og ingefær. Og så masser af vand i løbet af dagen.

Månedens klumme 2013

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00