Månedens klumme

November

SMOOTHIE - DET FLYDENDE GULD

November er tiden, hvor solen hænger lavt, efterårets klare farver frister til gåture eller indendørs hygge, og vinterens komme kræver varmt tøj, lune drikke og madvarer, der kan holde immunforsvaret i top. Immunforsvaret vil gerne styrkes af en masse grønsager, bær og frugt, som kan spises i alle dagens måltider.
Til tider er det lettere at ”spise” sine grønsager flydende, og fordelen er ikke kun, at det er hurtigt at tilberede, nemt at spise eller drikke, men også at tilberedningen giver uendeligt mange muligheder og variationer.

Spinat, avocado, spirer, pærer og en håndfuld græskarkerner lyder som ingredienser til en god salat, men tilføres der lidt mælk eller plantemælk og det blendes sammen, så er det pludseligt blevet til en grøn, cremet smoothie, et fuldgyldigt måltid, der både indeholder gode fedtstoffer, kulhydrater, fibre og mange fytostoffer (plantestoffer). Med ”det flydende guld” kommer du også meget lettere op på 600 g grønsager, bær og frugt om dagen.

Smoothies kan give lette og enkle måltider og tilberedes både til morgenmad og frokost eller mellemmåltider. Har du været til træning, så er det godt at fylde op med en smoothie. Du kan bruge ovenstående ingredienser (spinat, avocado etc.), tilføre en banan og proteinpulver og blende det hele - så har du masser af næring til din krop. Hvis du vil ”rense” din krop, så er smoothie en nem måde at hjælpe kroppen. Alle grønsager har en afgiftende virkning på kroppen, især broccoli, avocado, agurk, ingefær og blåbær er guf for din leverafgiftning.

Hvis du holder din smoothies i én farveskala, så får den de smukkeste farver, og samtidigt kan du holde styr på deres sundhedsmæssige fordele. Farverne på frugt og grønt er direkte forbundet med, hvilke næringsstoffer de er rige på. Det er altid godt at spise farverige grønsager, frugter og bær, da farven er indikator for, hvor mange fytostoffer der er i. Fytostofferne virker som kraftfulde antioxidanter, der nærer og beskytter din krop og modvirker inflammation i kroppen. Mørkegrønne grøntsager er fx rige på jern, K-vitamin, beta-karotin og klorofyl. Du kan sagtens komme frosne grønne grønsager i din smoothie. Frossen spinat, broccoli eller ærter kan blendes godt og grundigt med, så man hverken ser eller smager grønsagerne. De frosne grønsager gør faktisk bare din smoothie mere cremet og fremhæver sødmen fra bær og frugt. Frisk bladgrønt (persille, babyspinat etc.) kan også sagtens komme i en smoothie.

Gule og orange frugt er rig på C-vitamin og flavonoider. Røde og lilla grøntsager, bær og frugter indeholder plantestofferne carotener, anthocyaniner og lycopen. Alle er de med til at give de smukke farver.

For at din smoothie skal blive nærende og energifyldt, og ikke blot en ren sukkerbombe, så bør den indeholde en balance mellem frugt, grøntsager, proteiner (mandler, nøddesmør, frø, skyr eller proteinpulver), fedtstoffer (avocado, hørfrøolie, valnøddeolie eller macadamianøddeolie) og krydderier (kanel, ingefær, gurkemeje). Du kan også komme lidt havregryn i din smoothie, for at gøre den mere bastant og mættende. Den bitre smag fra kakaopulver, kakaonibs eller mørk chokolade kan give et perfekt modspil til sødmen i smoothien. Er du til lakrids, så kan det også tilsættes, lige som grøn te også kan tilsættes i små mængder. Banan og tørrede dadler kan tilføre din smoothie sødme.

Månedens klumme 2013

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00