Månedens klumme

April

alt PÅSKE & GULE FRUGTER

Ordet april stammer fra det latinske ord ”aperire”, der betyder at åbne. April varsler forårets komme, og blomster og træer begynder så småt at springe ud. Påsken banker på døren her i april og en lang række traditioner er knyttet til påskemad og påskefrokoster, og der bruges gerne råvarer som æg, lam, sild og asparges. Vi har også andre påsketraditioner, om end ikke i samme omfang som i syden, men påskeharen, påskeæg og den gule farve er stærkt forbundet med vores påske. Hos Dalgaard finder du både påskeharer og påskeæg - lys, servietter og blomster i påskens farver og mange idéer til alle påskens måltider.

Ofte samles familie og venner til påskefrokost en af helligdagene. Maden til påskefrokost er ikke så traditionsbundet som til jul med flæskesteg, leverpostej, sylte etc. Til påske kan man lege lidt mere med lyse, lette forårsting ofte koblet med lam.

Til mange påskefrokoster hører smørrebrød, noget af det mest danske, vi kan spise. Smørrebrød er en del af vores kulturelle historie, og smørrebrød kunne måske lige så godt være blevet danskernes national-spise, som nu i stedet blev stegt flæsk og persillesovs.
Smørrebrød er ikke længere old school, og der dukker jævnligt nye, unge restauranter op, der serverer smørrebrød på en måde anno 2015. I dag har mange kokke taget smørrebrødet op til revision og har givet smørrebrød et tidssvarende kvalitetsløft med udgangspunkt i gode råvarer.
Pålægget til smørrebrød kan varieres i det uendelige med sild, kold eller varm fisk eller røget fisk. Kød, indmad, æg, kartofler, tomater, asparges og alle slags pølser. Og så er der tradition for, at der følger en kold øl og snaps til.

Ideer til smørrebrød:
  • Avocadoskiver, purløg og rosa peberkorn eller rød, frisk, finthakket chili
  • Smilende æg, lidt mayonnaise, karse, salt og peber
  • Kogte, kolde skiver af aspargeskartofler, lidt mayonnaise, sprødt bacon og klippet purløg
  • Kartoffelmad med rygeost og purløgsmayonnaise
  • Tomatskiver og skiver af mozzarella, et par stænk balsamico, olivenolie, salt og peber
  • Røget fisk med røræg og klippet purløg
  • Rejer i trængsel med asparges, lidt mayonnaise og dild
  • Karrysild med hårdkogt æg, løg og kapers
  • Gammeldags kryddersild med kartofler, pyntet med dild og kapersbær
  • Hønsesalat med citron-basilikummayonnaise, grønne asparges og ristet parmaskinke
  • Lammerullepølse med sky, karse, rå løgringe og peberrod
  • Til børnene kan det også være rugbrød smurt med peanutbutter, lagt med bananskiver og drysset med lidt hakket, mørk chokolade

Månedens klumme 2015

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00