Netop nu

December

SKØNNE RØDE MADVARER:

Tomater
Tomaten får sin flotte røde farve fra lykopen, der mindsker risikoen for nogle af de livsstilssygdomme, vi ser i dag. Du får den bedste udnyttelse af lykopen ved at tilberede tomaten fx enten i en kødsauce eller ved at ovnbage tomaterne. Derved springes tomatens cellevægge og lykopenen strømmer ud. Lykopen har desuden en fantastisk effekt på huden, da den booster collagendannelsen, og samtidigt beskytter lykopen mod solens stråler.
Prøv min opskrift på: Tomatsuppe i en travl juletid

Granatæble
De smukke karmoisinrøde kerner er sprængfyldt med antioxidanter dels som vitaminer (A, C og E), dels som plantestofferne, der giver den fantastiske farve. Saften i kernerne giver dig en smuk hud, og samtidigt beskyttes huden mod skader fra forurening og toksiner. Drys kernerne over salat eller blot over en avocado skåret i tern. Du kan opbevare kernerne i en lukket beholder flere dage i køleskabet.
Prøv en dejlig salat: Julet salat m/granatæblekerner, æble & valnødder

Jordbær og hindbær
Det er godt nok ikke sæson for friske bær lige nu, men de kan være rare at have i fryseren og bruges til desserter, kager, smoothies, til pandekager eller som drys på morgenmad. Både jordbær og hindbær er fyldt med fibre, der holder maven i orden (også julemaven), de mætter og de renser kroppen for giftstoffer. Desuden har bærrene et højt indhold af C-vitamin, som forhåbentligt medvirker til at holder december og julen fri for forkølelser. C-vitamin er også afgørende for dannelse af kollagen, der binder cellerne sammen og dermed også bindevævet.
Og så lidt sundt til den søde tand: Jordbærdrøm - smager næsten som jordbærmousse

Rød peberfrugt
Den røde peberfrugt er en af de allerbedste kilder til C-vitamin - den har langt mere C end sine gule og grønne familiemedlemmer. C-vitamin booster dit immunforsvar, så du forhåbentligt kan holde dig frisk i juletiden. Børn elsker den, på grund af dens sødme, så den er fin som gnavegrønt i madpakken. Den klæder mange salater og oste, og den smager super godt, bagt i ovnen og eventuelt flået.
Prøv disse skønne peberfrugter: Ovnbagte peberfrugter m/fetaost & oliven

Pigeon æbler
Pigeon-æblet forbindes virkeligt med jul. Tidligere blev æblerne pudset og poleret og brugt som pynt på juletræet. I dag bruger vi dem typisk som pynt i dekorationer, både inde og ude, som mad til fuglene. Smagen er meget karakteristisk, sødmefyldt og mandelagtig, og smukt ser æblet ud med sit kridhvide kød – nærmest et Dannebrogs-æble. Æblerne kan benyttes både i bagværk, til desserter fyldt med marcipan eller som tilbehør til julemaden. Æblerne kan halveres og lægges med skærefladen opad i et ovnfast fad. De drysses med lidt kanel, kardemomme og ingefær og bages i ovnen til de er bløde og spises med vaniljeis – eller som tilbehør til oste. Du kan også fylde kransekagemasse på de halve æbler, drysse med mandelflager og bage æblerne 15 minutter i en 175° varm ovn og derpå nyde dem med is eller flødeskum.

Røde oste
De røde oste har fået deres navn, fordi overfladen er rød, mens ostene er hvide og cremede indeni. Farven kommer fra rødkit, som osten bliver strøget med, inden den lagres. Rødkit er mikroorganismer, der gør at osten modnes udefra, mens andre oste modnes indefra. Smagen varierer i forhold til modning og type. Den mest klassiske er nok Munster fra Vogeserne hvor den, siden middelalderen, er blevet modnet i huler i 2-3 måneder. Herhjemme har Unika udviklet en rødkitsost ”Rød løber”, der laves af økologisk mælk fra gårdene omkring Gjesing Mejeri ved Skanderborg.

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00