Netop nu

Juni

JORDBÆR
Jordbær og sommer hører uløseligt sammen i Danmark. Ligesom jordbær også hører sammen med Sankt Hans og ny-udsprungne studenter.
Jordbærret er en lille helsebombe fyldt med C-vitamin og silicium, som begge dele styrker bindevævet i din hud og dine led. Den smukke, flotte røde farve skyldes plantestoffet anthocyanin, der beskytter kroppen mod skader fra frie radikaler skabt fx af forurening, rygning, ødelagte fedtstoffer eller al for megen solbadning.
Jordbær er en vidunderlig spise med sukker og fløde, hvis det skal være nemt. Eller serveret med softice, eller marineret i hyldeblomst, eller måske dyppet i smeltet hvid eller mørk chokolade. Jordbær kan blandes med grønne salater og hasselnødder - eller de kan serveres som jordbærkoldskål. De kan også tilberedes til grød, tærter, saft og marmelade. Eller ganske simpelt en jordbær-mad.
Jordbærrene skal ikke i køleskab, det stopper den naturlige modning og ødelægger smagen - og skyl kun bærrene hvis det er virkeligt nødvendigt.

Prøv mine opskrifter m/jordbær:

SPIDSKÅL
Spidskål er en smuk, let og sommerlig kål der enten fås som sart lysegrøn eller smuk lilla. Den er fyldt med næringsstoffer lige fra A-, C- og K-vitamin til svovl, kalk og magnesium og desuden med de sunde plantestoffer som lutein til dine øjne og indoler til din hormonbalance.
Spidskål er kalorielet, men til gengæld høj på indhold af fibre.
Sæsonens første spidskål smager mildt, senere på sæsonen bliver smagen en mere kraftig kålsmag. Spidskål kan snittes fint og sauteres i smør eller olivenolie med lidt finthakket rød chili. Den kan snittes fint og vendes med avocado, eller den kan skæres i kvarte og steges. Den egner sig også til at blive lynstegt i Thai-inspirerede wokretter. Mynte, nye ærter og feta går rigtigt godt sammen med spidskål, lige som bacon gør eller fint snittet spidskål vendt med et let moset blødkogt æg.

Prøv disse to dejlige opskrifter med spidskål:

KYLLING
Kylling kan naturligvis spises hele året, men det lyse, lette kød passer netop fint til sommertiden og dens retter som salater, sandwich og grill-retter. Fordelen ved kyllingekød er bl.a., at det ofte kun kræver kort tilberedningstid, og dermed er super godt som hurtig hverdagsmad.
Kødet er let at fordøje og indeholder B-vitaminer, zink og selen, der alle støtter din fordøjelse og dit immunsystem.
Heldigvis har man fået øjnene op for, at kyllinger skal leve et godt kyllingeliv de få dage, de lever. Man ved, at de kyllinger der går frit omkring får stærkere ben og vinger, bedre kød og en bedre fedtsyresammensætning – og så har de haft det godt, i den relativ korte tid, de er på denne jord. Kyllingekød går godt i spænd med en marinade af olie, lidt syre i form af citron eller balsamicoeddike, krydderurter, peber og tamari/sojasauce, det er med til at give kødet smag og mørhed. Du kan også bruge en færdig teriyakisauce til at give kødet smag.
Kylling kan anvendes til suppe, den kan ovnsteges, grilles hel eller i stykker eller benyttes i sireretter. Eller kødet kan kommes i tærter, samosa, paella eller i salater.

Ideer til servering af kyllingekød:
  • Kødet anvendes som fyld i tacos sammen med salsa, guacamole, salat og toppet med græsk yoghurt.
  • Kylling egner sig fint i Thai-retter sammen med hvidløg, skalotteløg, lime, chili, ingefær og koksmælk.
  • Hakket kyllingekød kan tilberedes til små bøffer krydret med ingefær, lime & koriander
  • Kyllingebryst kan rulles om Gruyére eller anden ost og basilikumblade, og vikles med prosciutto eller parmaskinke.
  • Kyllingelår smager godt krydret med tandoori og/eller marineret i citron-yoghurt.
  • Kyllinge-nuggets kan tilberedes ved at vende tern af kyllingebryst i panko-rasp, oregano og reven parmesanost.
  • Grillede spyd med kylling og courgette serveret med salsa verde.
  • Satay-spyd med peanutbuttersauce.
  • Fyldt kyllingebryst med fyld af soltørrede tomater, basilikum, champignon og flødeost.
  • Kylling-shawarma med tahin sauce.
  • Ovnstegt kyllingebryst – dækkes med grøn pesto, mozzarella og drysset med pinjekerner før kødet sættes i ovnen
Prøv disse to opskrifter med kylling:

PEKANNØDDER
Måske syntes du, nødder er mest til efterår og juletid, men pekannødder kan fint finde anvendelse i sommerens køkken.
Nødderne er med til at give dig vegetabilske proteiner og sunde fedtstoffer samt mineraler som kalk og magnesium; begge mineraler er vigtige for knogledannelse og styrke. Proteinerne bruger din krop til antistoffer, til dannelse af nye celler og til leverens arbejde. Fedtstofferne gavner din hud, dine led, hjerte og hjerne.
Egentligt har vi fået pekannødden fra USA, hvor den stadig er en vigtig del af det amerikanske køkken ikke mindst i pekan-pie.
Dens udseende afslører, at den er i familie med den mere kendte valnød. Næringsindholdet er stort set det samme også smagen, selv om valnødden virker mere bitter end pekannødden, som virker mere rund og mild.
Nødden anvendes i kager, cookies, tærter, mysli og som fyld i – eller drys på salater. De får en delikat smag, hvis de lige ristes lidt på en varm, tør pande. De varme nødder kan vendes i soja og bliver dermed lækre snack-nødder.

Dejlige opskrifter med pecannødder:

SANKT HANS
Den 23. juni er det Sankt Hans aften. Det er Johannes Døberen, der har lagt navn til Sankt Hans. Kombinationen af heksen på bålet og Midsommervisen er, så vidt vides, brugt første gang ved en midsommerfest på Jelling Seminarium omkring år 1900. Selve visen stammer fra Holger Drachmanns ”Der var en Gang”, som blev opført på Det Kongelige Teater i 1887. Danmarks sidste heks blev henrettet i 1693!
Måske har du tændt grillen til Sankt Hans. Så er det nemt at servere en grillet entrecôte eller en anden mør bøf. Hertil kan du servere nye kartofler og en let pinjekerneolie.

Opskrifter:

Netop nu 2016

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00