SPIS DIG TIL MERE ENERGI OG OVERSKUD!

November er en måned med korte, mørke og ofte kolde dage. Det kan give mindre energi og overskud, fordi sol og lys er med til at give os et højt energiniveau og et bedre immunforsvar. Men fortvivl ikke, du behøver ikke være drænet for energi i de mørke måneder, der er masser af hjælp at hente i maden og dens indhold af vitaminer og mineraler.

Der kan være mange årsager til træthed og manglende overskud – og årsager der ikke lige har med din kost at gøre, fx manglende eller dårlig søvn, for lidt vand eller for lidt motion.
I denne artikel er der fokus på maden og på de vitaminer og mineraler som, hvis de mangler, kan medvirke til et lavt energiniveau. Det kan være mangel på B-vitaminer, som netop indgår i energiproduktionen i kroppen, især B12-vitamin er vigtigt, fordi B12 indgår i produktionen af røde blodlegemer, der transporterer ilt rundt til alle celler i kroppen. Mangel på D-vitamin og mineralerne magnesium og jern kan også give følelsen af manglende energi og træthed.

Træthed kan også skyldes et ustabilt blodsukker. Hvis dit blodsukker rutsjer op og ned, giver det mangel på energi og koncentration. Slik, kager og sodavand giver et hurtigt, kortvarigt energi-kick, hvorefter det forsvinder lige så hurtigt igen.
Vil du skåne kroppen for store blodsukkerudsving, gælder det om at sammensætte dine måltider, så de frigiver energien stille og roligt. Især ved at skære ned på de hurtige kulhydrater (kage, slik, hvidt brød) og spise protein og fedt sammen med komplekse kulhydrater (fx fuldkorn, grønsager, bær).

Bare en solid morgenmad, der både indeholder kulhydrater, protein og lidt fedt, giver en optimal start på dagen og et stabilt blodsukker, så energien ikke styrtdykker i løbet af dagen.Æg er en glimrende kilde til proteiner, som holder dig mæt i længere tid, og dit blodsukker og energiniveau bliver mere stabilt. Nyd æg smilende, blødkogt, som omelet, røræg eller spejlæg sammen med groft rugbrød og lidt grønt.

En varieret kost kan sikre, at din krop får alle de næringsstoffer, (vitaminer og mineraler), som den skal bruge til at holde dit energiniveau i top. Spis forskellige fødevarer hver dag, forskellige grønsager, frugter, bær og fuldkornsprodukter i stedet for altid at ty til den samme banan, gulerod eller kyllingebryst. Variation er sundt, og det giver dig maksimal energi og stor variation af næringsstoffer.
Grønsager, kød, fisk, æg, mælkeprodukter og groft brød – mætter godt og længe. En farverig og indbydende mad med mange smagsnuancer, øger glæden og lysten til at spise. Mad med mange farver giver dig et utal af plantestoffer, der virker som antioxidanter og har antiinflammatorisk virkning – og så ser det smuk ud på tallerkenen.
Desuden mad med tekstur og struktur, så du har noget at tygge i. Det får dig til at spise langsommere, og du har behov for mindre mængder, før du føler dig mæt.

Kulhydrater påvirker dit energistofskifte positivt og giver brændstof til muskler og hjerne – og det er de komplekse eller langsomme, du især bør vælge. Du får dem fra grønsager, bær, visse frugter, ris, gryn, korn, linser og bønner, kartofler, rugbrød, groft knækbrød og fuldkornspasta. De komplekse kulhydrater har en mere krævende nedbrydningsproces og en langsommere optagelse. Derfor giver de en bedre mæthedsfornemmelse, et mere stabilt blodsukker og indeholder flest vitaminer og mineraler – derfor er de perfekte til at give langtidsholdbart overskud.

Fede fisk som laks, ørred, hellefisk, makrel, sild og sardin kan være med til at øge humøret i de mørke måneder.
De indeholder D-vitamin – og mangel på D-vitamin giver netop symptomer som træthed og nedsat immunsystem. D-vitamin produceres i huden, når solen skinner på den, men i vinterhalvåret er mængden, der dannes, forsvindende lille, så vi må tære på kroppens depoter.
Disse fisk er desuden meget rige på mineralet selen, der har stor indvirkning på humøret og er meget vigtigt for et velfungerende immunsystem.
De fede fisk indeholder desuden omega-3 fedtsyrer til humøret og hjernens funktion.
Du kan købe friske fisk i Fiskeafdelingen, eller skal det være nemt, så har Kolonialafdelingen sardiner i olivenolie fra Capitaine Cook og portugisiske sardiner fra Belamar. Du finder også makrel på dåse og grillet makrel på glas.
Omega-3 fedtstoffer kan du også få fra vegetabilske kilder som chiafrø, valnødder, pekannødder og hampefrø.

B-vitaminer er med til at give energi, gøre dig veloplagt og i godt humør.
B-vitaminer får du fra fuldkorn (B-vitamin sidder i skallen), bælgfrugter, sesamfrø, grønkål, kylling og kalkun.
Jeg nævnte tidligere B12-vitamins vigtighed for din energi. B12-vitamin findes stort set kun i animalske råvarer, særligt i fisk, rogn, kød, lever, ost og mælkeprodukter. Så er du vegetar eller veganer er det vigtigt at tage tilskud af B12-vitamin.

Mange mangler jern, især kvinder i den fødedygtige alder. Symptomerne på jernmangel er netop mangel på energi, træthed, svingende humør og nedsat koncentrationsevne. Jern findes i grønne grønsager, græskarkerner, abrikoser, quinoa og kød, især lever. Spis gerne masser af grønsager til kødet. Kødet er rigt på jern, og C-vitaminet i grønsagerne øger optagelsen af jern.

Spinat er rig på vitaminerne A, C, K og folinsyre og mineralerne magnesium og jern, og er derfor en rigtig energi-boostende fødevarer, som du kan nyde på alle tidspunkter af dagen. Du kan bruge spinaten i pandekager, omeletter, supper, smoothies, juice og i salater.

Quinoa kan du kan spise både til morgenmad, frokost og aftensmad. Det være sig som grød, i salater, som tilbehør, som fyld i supper eller i pandekager og brød. Quinoa har nogle utrolige energi-boostende egenskaber. Quinoa er nemlig rig på de førnævnte B-vitaminer og jern, samt protein og fiber, der ligeledes giver et boost til energiproduktionen. Quinoa er glutenfrit og har en lækker konsistens.

Det er ikke nødvendigt at sige nej tak til alle søde sager. Chokolade er faktisk med til at forbedre humøret.
Kakaobønnen rummer de opkvikkende stoffer koffein og theobromin og desuden phenylethylamin, som påvirker humøret og glædessignaler i hjernen positivt.
Kakao indeholder desuden mineralerne jern og magnesium, der begge giver god energi og godt humør. Jo mørkere chokolade – jo højere virkning på energi og humør.
Du finder mørk chokolade fra flere firmaer hos Dalgaard, fx fra Lindt, Toms, Valrhona, Amma og Friis Holm.

NYT FRA GRØNTAFDELINGEN

Kiwibær: de små fine grønne kiwibær skal, modsat de store kiwi, ikke skrælles, men bare nydes som de er.

De kan anvendes som den lille snack, som det søde element i madpakken, som pynt på salater og kager eller som topping på smoothie bowls eller morgengrøden. Det er super sunde små bær med et højt indhold af C-vitamin til immunforsvaret, fibre til fordøjelsen og magnesium til muskelarbejde og en bedre søvn.

Wellant æble:er et æble fra Frydenlund. Det er sprødt, knasende, fast og velsmagende og kan benyttes både som spise- og madæble. Det smager som en blanding af Cox Orange og Ingrid Marie, og æblet har en lidt speciel overflade lidt á la Boskoop, og farven er smuk rødlig.
Æbler indeholder generelt godt med fibre og C-vitaminer.
Se opskrift på æblekage med Wellant æbler HER!

Kastanjer:hører november måneds mørke aftener til. Kastanjer har en lidt nøddeagtig og sødlig smag. Bagte kastanjer spises som tilbehør til hovedretter – eller ganske enkelt serveres de bagte med smør og salt og et glas rødvin.
Du ridser dem i toppen med et kryds, stille dem i et fad med masser af salt og bage dem i ovnen. Eller de kan lægges på den flade side og ridses derpå på den hvælvede side – og ingen salt i fadet. På den måde løsner den inderste hinde sig under varmetilberedningen og er let at fjerne.
Bagetiden er ca. 30 minutter i en 225° varm ovn.
Du kan også blende kastanjer til mel og anvende melet til tærter, brød og pandekager – og melet indeholder ikke gluten.

Medjool dadler:kaldes også for Kong Salomon. De er store, så der er plads til lækkert fyld inde i de bløde og cremede dadler.
Du får stillet den søde trang på en sundere måde end med slik. Dadler indeholder både fibre, B6-vitamin, magnesium og kalium. Dadler giver også et energiboost – men spis kun et par stykker, da dadler – selvom de stadig er sundere end slik – indeholder en del kalorier.
Dadler kan anvendes som en sød snack, men også til bagværk, raw kugler, i salater eller i retter fra Mellemøsten.

Friske tranebær: egner sig som tilbehør til efterårets retter, især de skønne og velsmagende vildtretter. Bærrene indeholder livsvigtige antioxidanter, og medvirker derfor til et stærkt immunforsvar.
Tranebær kendes ofte som tilbehør til Thanksgiving-middagen, hvor bærrene serveres sammen med fyldt kalkun. Sundhedsmæssigt har tranebær en evne til at forebygge urinvejsinfektioner. Det skyldes bærrets indhold af tanniner, der nærmest lægger en teflon-belægning på indersiden af urinvejene, så bakterier ikke kan få fodfæste.
Tranebær har mange fibre, få kalorier og indeholder anthocyaner, som er det pigment, der giver bærrene deres smukke farve.

NYT FRA FISKEAFDELINGEN

Kaviar I anledning af Dalgaards Kaviar-aften den 6. november på Kokkedal Slot, sættes her fokus på forskellige typer af kaviar. Der er begrænset antal pladser, og aftenen kan være udsolgt, når du læser dette. Baerii: sprøde og delikate rogn med en ren og lækker smag og en skøn eftersmag af nødder. Baerii Prestige: er en lidt mere saltet og modnet rogn end Baerii, og har en dyb og nøddeagtig smag. White Sturgeon: kaldes kvinde kaviar. Smagen er sart, mild, delikat og smøragtig. Oscietra: er en af de fineste kaviar med en smag af nødder og dyb, men afbalanceret, smag af salt. Oscietra selektion: er lidt større rogn end Oscietra.

Tun Den tun, der sælges i Fiskeafdelingen er linefanget tun fra Maldiverne. Den er ubehandlet og har ikke været frosset.
Tun er en delikat spisefisk, der bl.a. anvendes til sushi, tunmousse, som fyld i salater og til stegte tunbøffer.
Tunbøffer krydres med salt og peber og steges ca. 2 min. på hver side (afhængig af tykkelse). Lad dem hvile/trække ca. 5 min. inden servering. For at undgå at bøfferne bliver tørre, er det bedre at lade dem trække længere tid – end at stege dem for længe.
Tun indeholder de sunde omega-3 fedtsyrer, proteiner, vitaminerne A, D og E og mineralerne jod og selen.
I Kolonialafdelingen finder du tun både i glas og på dåse.

NYT FRA DELIKATESSEN

Charcuteri fra Nordhavn Charcuteri fra Nordhavn startede efter en idé om at kunne produc¬ere dansk charcuteri lavet på gode nordiske råvarer, inspireret af Sydeuropas kvalitet og håndværksmetoder.
Nordhavn har til huse i Københavns Nordhavn, helt ud til molen. Her opskærer de hele dyr, har produktion, tørrerum, modningsrum og 8 store ry¬geovne af støbejern.
Charcuteri fra Nordhavn tager tid – og man går aldrig på kompromis med tiden, fordi den rette tid er afgørende for et godt resultat. De smager, dufter og føler sig frem til, hvornår produkterne er færdige.

I Delikatesseafdelingen finder du følgende produkter fra Nordhavn:

  • Røget okseinderlår med blommeeddike
  • Rundskinke af uldgris
  • Lufttørret svinenakke af uldgris
  • Snackpølser

Jule- og adventskalendere i Vinafdelingen

”24 Days of Rum” Bliv overrasket hver dag i 24 dage og oplev en ny rom hver dag i december. ”24 Days of Rum 2018” indeholder 24 forskellige rom i 2 cl flasker fra 24 forskellige lande verden over. Desuden indeholder æsken et romglas.

”Trovisca Adventskalender 2018” Kalenderen indeholdende 4 flasker portvin med 37,5 cl i hver. De 4 flasker er: Ruby Port Special Reserve Tawny Port LBV 2013 10 års Port En smuk kalender, der indeholder portvin til hver søndag i advent, så meget portvin, at man kan dele.

“Every Day is Gin and Tonic Day” Denne adventskalender indeholder 4 forskellige gin á 10 cl, bl.a. Gin Mare, Bobby´s Schiedam dry Gin og Ferdinand´s Saar dry Gin. Til her af flaskerne er der en speciel tonic udvalgt netop til denne gin.

Mortensaften og Mortens and
Mortensdag er den 11. november, og Mortensaften er den 10. november. Dagen er opkaldt efter Sankt Martin, der grundlagde sit første kloster i Gallien i 361 og kaldes “Galliens apostel”. Han blev udnævnt til biskop i Tours, og døde i november 397 på en missionsrejse. I 659 blev han ophøjet til helgen, i øvrigt som den første, der ikke også samtidigt var martyr.
Den meget hellige, men også ydmyge, Sankt Martin var ikke interesseret i at blive biskop, og da man kom for at overdrage ham værdigheden, skjulte han sig i en gåsesti. Da gæssene begyndte at gække og larme, blev han opdaget, hevet frem og tvunget til at blive biskop. Angiveligt benyttede han sin nye værdighed til at straffe de irriterende gæs, ved at man hvert år den 11. november skulle dræbe og spise dem. Da gås er temmelig dyr spise, er den senere blevet erstattet med den både mindre og billigere and.