4 personer
DET SKAL DU BRUGE
Ca. 1 kg kalvehøjreb fra Dansk Friland
Salt
Peber
500 g små danske kartofler
4 nye løg (gerne både røde og gule)
2 bdt. gulerødder med top
250 g Økologisk Øllingegaard smør
1 bdt. grønne asparges
1 bdt. løvstikke
SÅDAN GØR DU
Start med at krydre dit kalvehøjreb med salt og friskkværnet peber. Læg kødet på risten i en 250o varm ovn i 15 minutter, hvorefter du skruer ned til 150o og steger videre i cirka en time. Kernetemperaturen skal være 56o . Når stegen er færdig, skal den ”hvile” i 20 – 30 minutter. Husk i øvrigt at sætte et ildfast fad eller foliebakke under stegen, som fedtet kan dryppe ned i.
Kog kartoflerne 7-8 minutter sammen med lidt salt. Tag kartoflerne af blusset og lad dem trække samme tid under låg. Hæld vandet fra kartoflerne, snit den friske løvstikke fint og bland det med kartoflerne og en stor klat smør.
Skær bunden af de friske løg og del dem på langs. Kom dem i en gryde sammen med gulerødderne, lidt vand og en klat smør. Kog dem nu i cirka 3 minutter under låg. Knæk bunden af de grønne asparges og kog dem sammen med gulerødderne og løgene det sidste minut. Det er vigtigt, at grøntsager ikke bliver overkogt.
Anret kalvestegen i midten af et fad og arranger kartofler og garniture omkring. Hæld den sidste smørsauce henover .
Hertil anbefaler vi: Parrina Sangiovese, Toscana, en rødvin der klæ’r kalvekød
Velbekomme!