Pumpkin pie

Ingredienser

Dej:
275 g hvedemel
2 spsk. sukker
125 g smør + smør til fadet
Ca. 4 spsk. vand

Fyld:
1 hokkaido græskar
3 æg
3 spsk. muscovadosukker (eller farin)
1 dåse kondenseret mælk
1 tsk. kanel
1 tsk. stødt ingefær
½ tsk. stødt kardemomme
1 nip stødt nellike
1 nip stødt stjerneanis
1 nip salt

Fremgangsmåde

Græskarpuré:
Vask græskaret og skær det i stykker.
Fjern alle kernerne og læg græskarstykkerne på en bageplade med skrællen op og bag dem i en 175° varm ovn 1 time.
Skrab kødet af skallerne, når de er kølet lidt af og kom kødet i en blender og blend det fint.

Tærtedej:
Kom mel og sukker i en skål og bland det godt sammen, smuldr smør i og bland det hele godt sammen til det ligner reven ost.
Kom 1 spsk. vand i dejen ad gange og saml dejen, til den kan samles helt.
Stil dejen i køleskab 15 minutter.
Smør en tærteform med smør, rul tærtedejen ud og tryk den fast i formen.
Kom et stykke bagepapir over tærtedejen og fordel tørrede bønner, kikærter eller lignende i formen, for at holde på dejen.
Bag dejen i en 175° varm ovn 15 minutter.
I mens klargøres fyldet.

Græskarfyld:
Pisk æg og sukker sammen til det er luftigt.
Pisk derefter kondenseret mælk, græskarpuré og alle krydderierne i.
Pisk til det er en helt ensartet masse.
Fjern bønnerne og bagepapir fra tærtedejen og hæld græskarfyldet i.
Bag tærten i en 175° varmluft-ovn 40-45 minutter.
Lad kagen køle helt af før den serveres med flødeskum.

Udskriv opskrift