Sprødstegt confiteret andelår m/sellerikompot & smørristede kastanjer

4 personer

DET SKAL DU BRUGE:

4 confiterede andelår (fra Dalgaards Delikatesse)
400 frisk kastanier (alternativt frosne)
1 knoldselleri
1 appelsin
200 g gode dadler
½ bdt timian
250 g smør

SÅDAN GØR DU:

Start med at lægge andelårene på panden. Det er vigtigt, at panden ikke er for varm, og at de ligger med skinsiderne nedad, så de bliver sprøde og lækre. Steg dem i medium varme i ca. 20 min.

Snit et kryds i toppen på hver af kastanjerne og kom dem i en 200 grader varm ovn 20 – 25 min. i et ildfast fad. Krydset gør dem lettere at skrælle bagefter.

Skræl en halv knoldselleri. Skær den i grove tern, og kog dem i ca. 20 min. til de er helt møre. Imens tager du appelsinen og river halvdelen på den fine side af et rivejern. Del herefter dadlerne i halve, og tag stenene ud. Når det er gjort, ruller du dadlerne i den fint revne appelsinskal og blander frisk timian i.

Pil kastanjerne, så snart de kommer ud af ovnen. Bland dem sammen med dadler, appelsinskal og frisk timian. Kom det hele op til andelårene på panden. Tilsæt en stor klat smør.

Imens det passer sig selv på panden, skal knoldsellerien blendes. Husk at hælde lidt væde fra gryden med, og kom også en god klat smør samt salt og peber i. Blend puréen, til den er fin og blød.

Anret selleripuréen midt på en tallerken og læg andelåret over. Til sidst pynter du af med ristede kastanjer og dadler – både over og ved siden af anretningen.

Velbekomme!

Udskriv opskrift