Kokossuppe med rejer

En dejlig, fyldig og krydret suppe, der smager syrligt og lidt bittert. Lav evt. suppen i forvejen, men kom først rejer i lige inden servering

Ingredienser

12 store tigerrejer m/ skal (frosne)
2 tsk hvidløg, hakket
2 spsk galanga, hakket
1 stilk citrongræs, hakket
1 spsk korianderrod, hakket
2 skalotteløg, hakket
2-3 kaffir limeblade, hele
3-4 friske røde chili, hele
3 dl. vand, bouillon eller lys fond
1 ds kokosmælk (400 ml)
1-2 spsk fiskesovs
2 spsk lime- eller citronsaft
3-4 spsk olie til stegning
Korianderblade og røde chilistrimler til pynt

Sådan gør du:

Rejerne tøs op og pilles, og den sorte streng fjernes ved at åbne rejerne i ryggen med et lille snit.
Del rejerne på langs indtil halespidsen og lad den sidde som pynt.
Gem skallerne.
Steg rejeskaller, hvidløg, galanga, citrongræs, korianderrod og skalotteløg et par minutter i olie
sammen med kaffir limeblade og chili – krydderierne må ikke blive brune.
Tilsæt vand, bouillon eller fond og lad suppen koge i 15-20 minutter, hvorefter den sies.
Bland kokosmælk i suppen under omrøring. Tilsæt rejer, når suppen når kogepunktet.
Lad dem koge, til de bliver røde – ca. 5 min.
Smag til med fiskesovs og lime- eller citronsaft.
Suppen pyntes med korianderblade og chili og serveres straks, da rejerne nemt bliver seje, hvis de koger for længe.
Suppen bliver mere krydret, hvis chilistrimlerne koger med i nogle minutter.
Tilsæt dem evt. samtidigt med rejerne i stedet for til sidst med korianderbladene.

Udskriv opskrift