Juli / August


SOMMERSOL, SALATER & GRØNT PÅ GRILLEN

Sommer er for de fleste ensbetydende med ferie, friske bær, grill på terrassen, cykelture, let sommertøj, picnic og lange lune aftener, hvis vejret viser sig fra sin gode side.
Sommer er sæson for skønne råvarer fyldt med solskin og sundhed – krydderurter og friske salatblade, masser af nye danske grønsager, bær i lange baner, vandmelon, fjordrejer og røget makrel. Under ’Netop nu’, her på hjemmesiden kan du læse mere om sæsonens råvarer.
Sommermad skal helst være nem, grøn og ikke for tung. Det kan være grønne, kolde supper, pastasalat med skaldyr, kylling eller varmrøget laks, og ikke mindst grillmad og kold rosé.
Herunder får du tips til at ”bygge” en salat, grønt til grillen og ikke mindst, hvordan du beskytter din hud i solen.

”BYG” EN LÆKKER, MÆTTENDE OG VELSMAGENDE SALAT
Det gode fif, til at få en lækker, mættende og velsmagende salat ligger i kombinationen og variationen mellem konsistens og smage.
Mange smagsnuancer og flere forskellige slags teksturer er med til at mætte hjernen. Smage som surt, sødt, bittert, salt og umami, og teksturer som blødt, cremet, sprødt eller knasende.
Mange farver i salaten giver også hjernen følelsen af mæthed – og jo flere forskellige farver, jo flere næringsstoffer, og så ser det smukt ud på tallerkenen.
Mætheden ligger også i, at salaten indeholder kulhydrater, men også fedtstoffer og proteiner.
Du finder mange opskrifter på salater her på hjemmesiden under ’Netop nu’.

Grønt: bland gerne flere forskellige slags salater. Hvis vi tænker mest mulig næring, så jo mørkere jo bedre. De mørke salater har flere plantestoffer/farvepigmenter, der virker som antioxidanter. Brug gerne nogle der smager kraftigt som fx rucolasalat, radicchiosalat eller romainesalat. Ærteskud, brøndkarse og bønnespire giver god smag og tekstur sammen med salatbladene.

Korn: giver fylde og mæthed i en salat. Brug fx kogt quinoa, bulgur, cous cous eller perlespelt. Du kan koge en større portion og opbevarer den i køleskabet, så der er til et par dage. Skal det være nemt, så kan du købe små dåser med kogt quinoa eller spelt.

Tilberedte grønsager: i salaten, det kan være bagte rodfrugter skåret i mindre bidder, let dampet kål, ovnbagte tomater eller ovnstegte søde kartofler. Grillede grønne asparges er også lækkert i salaten. Skal det være let, så har Dalgaard glas med grillede artiskokker eller grillede peberfrugter lige til at komme i salaten.

Rå grønsager:kan være agurk, små tomater, fennikel skåret i meget tynde skiver, radiser, ærter, peberfrugt, gulerod, spidskål, salatløg eller krydderurter.

Proteiner: er mættende fyld i en salat, fx kylling, laks, rejer, æg, skinke, andebryst eller roastbeef. Sprødstegt bacon eller parmaskinke smager også godt og giver sprød tekstur. Fetaost, halloumi og mozzarella giver både proteiner og lækker smag til salaten. Det kan naturligvis også være vegetabilske proteiner som grønne linser eller de små sorte belugalinser. Eller de større bælgfrugter som kikærter, hvide bønner, edamame-bønner og butter beans. Du kan koge bønner til flere dage og enten fryse dem i små portioner, eller opbevarer dem i køleskabet. Edamame-bønner fås på frost, og flere af bælgfrugterne kan købes færdigkogte på dåse – også i små dåser fx Tex Mex der er en blanding af majs og kidneybønner.

Mandler, frø, nødder eller peanuts: er en fantastisk kilde til mæthed og knasende tekstur. De er alle små sundhedsbomber med deres indhold af fedtstoffer, proteiner og vigtige mineraler. De kan ristes let gyldne på en tør pande, hvilket giver en lækker smagsoplevelse.

Sødt: er du til den søde smag i en salat, så kan du tilsætte frisk frugt og bær, eller tørret frugt som tranebær, rosiner eller abrikoser.

Salt: den salte smag fås fra fetaost, parmesanost, halloumi eller saltede mandler, nødder og peanuts.

Syre: den syrlige smag fås fra citron- eller limesaft, vinaigrette, diverse eddiker, pickles eller syltede rødløg.

Dressing: en generel tommelfingerregel er, at jo mere fedt der er i en salat fx avocado, nødder eller ost, jo lettere bør dressingen være. Er det en mager salat, så kan det være en federe og tungere dressing.

INDVENDIG OG UDVENDIG SOLBESKYTTELSE
Sommeren bringer forhåbentligt masser af sol og varme, og langt de fleste er glade for at være i solen. Når vi opholder os i solen, udsættes vi for Uv-stråling og derved øges risikoen for at udvikle hudskader og i værste fald hudkræft.
Heldigvis kan vi beskytte huden udefra med solcreme – men også indefra, for vi kan rent faktisk styrke huden indefra ved hjælp af det vi spiser og drikker.
De fleste farverige frugter, bær og grøntsager er fyldt med plantestoffer kaldet karotener. Disse karotener lagres i underhuden, og det er netop disse, der hjælper til at beskytte mod solen. Disse karotener findes især i gule og orange frugter og grønsager især søde kartofler, gulerødder, mango og havtorn. Men de findes også i de grønne – her er den orange farve blot skjult af den grønne farve.
Under gruppen karotener hører også lykopen, som du får, når du fx spiser tomater, rød grapefrugt og vandmelon. Plantestoffet astaxanthin hører også under karotener. Disse stoffer får du fra laks, ørred, rejer og hummer.
Et tredje karoten er lutein, som især optræder i den grønne plantemad som avocado, spinat og asparges. Både lykopen, astaxanthin og lutein fungerer som en slags indre solbeskyttelse i underhuden.

Beskyttelsen fra frugt og grønt kan ikke stå alene. Og netop derfor findes ”De 3 solråd”:
Skygge: husk at give solen en frokostpause. Undgå solbadning og find skyggen – særligt midt på dagen, hvor solens stråling er stærkest.
Solhat: dæk bar hud til med tætvævet tøj og en bredskygget hat, hvis du er ude i solen.
Solcreme: husk altid solcreme, der hvor skygge og tøj ikke dækker.

Hos Dalgaard finder solcremer fra Bioregena og Derma.

Bioregena er et fransk firma, der laver lækker, certificeret økologisk og vegansk solcreme. Det er 100% naturlig mineralsolbeskyttelse, med faktor spf15 til spf50+, og produkter med høj UVA og UVB beskyttelse. Produkterne er vandfaste, allergivenlige, dermatologisk testet og indeholder ingen nanopartikler. De vigtigste ingredienser er argan-olie, Aloe Vera, sesam- og kokosolie. Desuden findes en solcreme ”SPF50 Kids” en solbeskyttelse til børn, der har ekstra sensitiv hud. Cremen er hypoallergen, hvilket vil sige yderst allergivenlig.

Derma Sun er en dansk serie af rene, certificerede solprodukter uden parfume og farvestoffer. Solcremerne er vandfaste og beskytter effektivt mod UVA og UVB. Alle Dermas solprodukter er Svanemærket, Allergy Certified og anbefalet af Asthma Allergy Nordic.

Serien indeholder lotion og spray med spf 15 og 30. Desuden en Kids Sollotion sp30 samt After Sun med Aloe Vera. Aloe Vera virker både kølende, helende og beroligende på huden.


GRØNTSAGER TIL GRILL

Lange sommeraftener indbyder til grillmad. Tidligere var der ofte bøf, koteletter, kylling eller pølser på grillen, men i dag, hvor der er stort fokus på grøn mad, findes et stort udvalg af grønne glæder til at lægge på grillen.
Grillede grønsager er lette at tilberede og passer fint sammen med sommerens øvrige retter. Ofte kan de spises ganske enkelt med kryddersmør eller en krydderurtedip.
Du kan også sætte grønsager på spyd fx tomater, løg i både, majs- og courgetteskiver og champignon.
Skal der alligevel fisk eller kød på grillen, så har både Fiskeafdelingen og Slagteren et kæmpe udvalg af velegnet fisk og kød til at grille.
Dalgaard har naturligvis grillkul og briketter og tilbehør som grill-starter, grillspyd, læderhandsker og stegetermometer.

Her kommer et udvalg af grønsager, der egner sig til at komme på grillen.

Romaine- og hjertesalat: halveres på langs og pensles med lidt olie. Grilles og drysses med parmesanost eller serveres med en blåskimmeldressing.
Peberfrugter: grilles i store bidder et par minutter. Pensles derefter med lidt olie og krydres med salt og peber. Små tapas-peber, de såkaldte padronpebre, egner sig også til grillen. De grilles dem 5-10 minutter med lidt olivenolie og drys dem med flagesalt.
Auberginer skåret i skiver, grilles og serveres med en fetadip af fetaost rørt med lidt piskefløde.
Courgetter er nemme at grille. Skær dem i skiver på 2-3 centimeters tykkelse, dryp med lidt olie og krydr med salt og frisk timian, og grill dem få minutter til de tager farve. Kan serveres med kryddersmør.
Forårsløg: skær det yderste af den grønne top af, og ”trevlerne” forneden på forårsløgene. Grill dem så et par minutter.
Majskolber: er en klassiker og må på grillen mindst en gang i løbet af sommeren. Hvis du piller bladene af og for-koger majskolberne i 5 minutter, så bliver de færdige på grillen i løbet af ca. 10 minutter, og når dermed ikke at blive sorte - majsene vendes et par gange undervejs. Smøres med lidt smør, og drysses med fintrevet parmesanost, salt og finthakket persille.
Portobello svampe kan fyldes med fetaost og hakkede krydderurter eller med pesto, mozzarellaost og pinjekerner.
Blomkål kan skæres i tykke skiver på lodret, og skiverne blancheres 1 minut i kogende vand. Pensl skiverne med olivenolie og grill dem et par minutter på hver side, til de har fået farve.
Gulerødder skæres ud i tyndere stænger og grilles nogle minutter på hver side.
Grønne asparges skal kun grilles meget kort tid, ellers mister de deres sprødhed. Rul eventuelt hver asparges ind i en baconskive og grill til baconen er sprød.
Uden bacon smager grillede asparges lækkert sammen med brunet smør og parmesanost, eller med smør, citron og manchego-ost.
Nektariner halveres og stenen tages ud. Grilles til de er varme og let bløde, og serveres med flydende honning, hakket chokolade og vaniljeis.
Ananas: grillet ananas er en lækker og nem dessert. Skær skræl og stok fra ananas og del ananassen i mindre både. Drys med lidt rørsukker, og grill til de begynder at tage farve.

Har du brug for grill-saucer, så finder du et stort udvalg hos Dalgaard, fx:

    Sweet Baby Ray´s:
  • Barbecue Sauce
  • Honey Chipotle Barbecue Sauce
  • Honey Barbecue Sauce
    Stokes:
  • Original Barbecue
  • Sweet and Sticky
  • Hot and Spicy
    Bull's-Eye
  • Original Barbecue Sauce
  • Smokey Bacon Barbecue Sauce
  • New York Steakhouse Barbecue Sauce
  • Sweet & Spicy Hot Sauce
  • Red Hot Chili
  • Smokey Chipotle

Månedens klumme 2019

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00