Netop nu

April

IDEER TIL PÅSKEFROKOSTEN

Tarteletter
Nogle kalder dem jyske cupcakes andre kolesterol-vulkaner. Men hvor om alting er, så er tartelettens tilbagekomst en realitet både hos ældre og yngre.
Tarteletter er små skåle af enten butterdej eller mørdej, bagt i forme og efter bagningen fyldt med en let stuvning. Ordet kommer af fransk ’tartelette’, som betyder en lille tærte. Tærter går langt tilbage i historien, og i 15-1600-tallet fandtes de såvel med salt som med sødt indhold.
Nybagte tarteletter – eller købte, med plukket hønsekød, nye asparges og kørvel er bestemt kommet tilbage, og er en kærkommen spise på påske-frokostbordet.
Hos Dalgaard finder du 2 slags lækre og sprøde tarteletter lige til at varme.


FRA GRØNTAFDELINGEN
Bladselleri
Bladselleri hitter lige nu på de sociale medier og i magasiner både her, England og USA.
Bladselleri stammer oprindeligt fra Middelhavsregionen, hvor den bl.a. anvendes som smagsgiver til sammenkogte retter, pastaretter, risotto, bouillon og suppe. Bladselleri kendes også fra waldorfsalat, hvor den er blandet med druer, æbler og valnødder.
Stænglerne spises ofte rå som tilbehør til ost – især fede, cremede oste som gorgonzola. Eller den fyldes med blå ost rørt med lidt fløde og pyntes med pekan- eller valnødder. Den udgør også garniture i en Bloody Mary, som er baseret på tomatjuice, vodka, tabasco og Worcestershire sauce.
Bladselleri er lækre både at stege, bage og smørdampe hele. Ganske enkelt med lidt smør eller olie og med smag fra saucer, nødder, kapers, citron eller ansjoser. De hele bladselleri kan serveres som tilbehør eller som en del af et vegetarisk måltid.
Bladselleri kan holde sig længe i køleskabet, og bliver den blød, så hjælper det at lægge den i iskoldt vand.

Især bladselleri-juice er et hit netop nu. Et glas juice indeholder vitaminerne A, C og K. Mineralerne kalk, magnesium, jern og kalium. Desuden plantestoffer som fenoler og resveratrol. Du kan anvende bladselleri alene til juice, men ikke alle kan lide smagen, så må juicen blandes med agurk og limesaft. Anvender du bladselleri i en smoothie, så får du også glæde af fibrene, som styrker din fordøjelse og binder affaldsstoffer, så de kan komme ud af kroppen.
Bladselleri stimulerer dannelsen af mavesyre, så du bedre kan spalte de proteiner, du spiser.
Bladselleri har et højt vandindhold og virker basisk i kroppen.
Bladselleri får årenes muskler til at slappe af, og kan derved medvirke til at sænke blodtrykket. Hvis du får blodfortyndende medicin, så kan bladselleri ikke erstatte medicinen.
Prøv denne friske Bladselleri-drik


Avocado – sund, fed og grøn
Avocado hitter overalt, og ikke uden grund. Den er sund, den mætter, og den er nem at spise. Og så er den meget fotogen, faktisk har den sin egen Instagram-konto. Sund fordi den indeholder 12 ud af 13 vitaminer, proteiner og et utal af plantestoffer.
Fed, men på den gode måde, for den indeholder de umættede fedtsyrer, der bl.a. beskytter dit hjerte.
Den er nem af spise blot med citron og salt, eller 1970´er klassikeren – fyld den med rejer. Men den kan mere end det. Den kan moses og røres med krydderier som til guacamole - eller spises varm fra ovn eller grill.
Du kan kende en moden avocado på, at der, under stilken, er grøngulligt. Falder stilken meget let af og er der tørt og brunt under den, så er avocadoen overmoden. Sidder stilken meget fast, så er avocadoen umoden.
I Danmark har mange kokke jongleret med avocadoen i årtier, fx Bo Bech, Frederik Bille Brahes og Adam Aamann.
Går vi udenfor landets grænser, så var avocadoen et gennemgående tema, da Michelin uddelte stjerner sidste år i England og Irland.
I den forbindelse udkom The Michelin Guide, Special Edition ”The Wonderful World of Cooking with Avocados”. Du kan frit downloade den 96 siders guide på: www.avocadofruitoflife.com.

Forår i grøntafdelingen
Radiser er meget mere end en stærk-bitter skive på smørrebrødet, til osten eller i kartoffelsalaten. Du kan koge den et kort øjeblik i letsaltet vand og nyde, hvordan radisens sprødhed også giver fylde, og bitterheden skifter til sødme.
Kinaradise kan syltes med safran, så de tynde skiver bliver ravfarvede og peberrodssmagen mindre intens. Den kan strimles og anvendes i stort set alle asiatiske wok-retter, hvor den forbliver sprød efter lynstegning. Eller den kan sauteres i smør sammen med spinat og krydres godt med sort peber – og serveres til bøf eller stærk ost. Den egner sig også som gnavegrønt i madpakken eller sammen med dip, tapenade eller pesto. Kinaradisen skrælles før brug, da skrællen smager pebret og en smule stærkt.
Forårs-krydderurter, trods deres spæde og sarte udseende, så er urterne rige på både vitaminer og mineraler.
Karse anvendes på smørrebrød og i sandwich. Den er især fin sammen med æg og sild på påskefrokostbordet. Trods karsens lille størrelse er den fyldt med de allerbedste næringsstoffer. Kørvel til drys på asparges eller æggemaden. Den egner sig også til fisk og i salater.
Citronmelisse kan anvendes som pynt på kager og desserter, til en kop te eller i dressinger.


PÅSKE I FISKEAFDELINGEN
Onsdag den 17. april, dagen før Skærtorsdag har Fiskeafdelingen et stort udendørs røgvaremarked.
På markedet vil du blandt andet finde røget makrel og sild samt varm- og kold røget laks.


Svinemørbrad
Svinemørbrad virker som et lysere stykke kød end kød fra okse og kalv, og egner sig derfor netop nu, hvor vi går mod lysere tider.
Du kan servere mørbrad på utallige måder. Nogle af klassikerne er fx mørbradgryde, mørbradbøffer eller en fyldt ovnstegt mørbrad. Mørbrad egner sig desuden rigtig godt til asiatiske retter eller den mellemøstlige marokkanske ret mørbrad i tagine.
Mørbraden er en udskæring fra en muskel på indersiden af rygsøjlen. Her har musklen ikke bevæget sig så meget, som fx en lårmuskel, der arbejder, hver gang dyret går, og netop derfor er mørbraden så mør.
En mørbrad skal altid pudses for sener, inden du tilbereder den, da de er seje og ikke er til at spise.
Når du først har pudset din mørbrad, er den nem og hurtig at tilberede. Da kødet allerede er mørt, skal det ikke tilberedes ret længe. Steger du en mørbrad for længe, risikerer du, at den bliver tør.

PÅSKE & PLANTEMARKED I BOLIG & BLOMSTERAFDELINGEN
Afdelingen er fyldt med påskepynt og de smukkeste gule blomster. Påskeservietter med motiver af påskeblomster, påskeæg, påskeharer eller påskehaner. Du finder både gule og lysegrønne servietter og servietter i en varm beige, alle med tilhørende påskelys.
Der er store keramikfugle eller fugle lavet af fjer. Og naturligvis de klassiske små gule kyllinger til bordet.
Der er æg til at hænge på grene eller store æg, der kan stå som pynt og papæg, som du selv kan fylde.
Du finder også gule urtepotteskjulere til påskens potteplanter.
Den 13. og 14. april har Dalgaard et kæmpe udendørs Plantemarked med de smukkeste blomster til krukker, potter, altankasser og haven.
Og gode spotpriser på mange planter!

Marts


CITRON
I Februar nævnte jeg nogle frugter fra citrusfamilien, men den nok allermest kendte og benyttede kommer her – citronen. Et mundheld siger ”et hjem uden citroner, er som et hjem uden køkken”, og der er noget om snakken, for dels kan citronen løfte langt de fleste retter, dels er citronens anvendelsesmuligheder nær det uendelige. Desuden er den vældig sund.
Citronens friskhed og syrlighed gør den anvendelig både i det salte og det søde køkken, fx til gryderetter, fisk, helstegt kylling, dressinger, is, fromage, kager og glasur. Citronsaft dryppes også på avocado og æbler, så de ikke får brun overflade.
Citroner er fyldt med C-vitaminer, som stort set alle ved, er gavnligt for immunforsvaret. Men C-vitamin kan meget mere, det er vigtigt for kroppens bindevæv, til leverens funktion og for normal udvikling af hjernen. Modsat visse andre vitaminer, så kan vi ikke selv danne C-vitamin, derfor er vi nødt til at få det gennem kosten.
Køb allerhelst usprøjtede citroner, så kan du få glæde af skallens smags- og næringsstoffer.
Hos Dalgaard finder du mange produkter, hvor citron giver ekstra smag:

  • Sardin med citron – Capitaine Cook har lækre og meget velsmagende sardiner på dåse. Der er citron i dåsen, og sardinerne er konserveret med citron, hvilket giver en delikat, dyb smag af citrus – og man kan altid dryppe sardinerne med frisk citron
  • Olivenolie med citron – bør ikke bruges til at stege i, men den egner sig fint til at dryppe over stegte, bagte og rå grønsager som courgette, aubergine og peberfrugter
  • Citrone Confite, som er syltede citroner på glas
  • Citronmarmelade – smager skønt på ristet brød og som tilbehør til oste
  • Citronsorbet fra Grom, en italiensk is der består af 28% citron og kildevand fra en kilde tæt ved de italienske alper. Desuden finder du citronsorbet fra Gio
  • ”Lemon Melt” fra Island Bakery – citron-cookies der er dyppet i hvid chokolade
  • Den klassiske citronmåne og Lemon fudge kage
  • Pukka te enten med citron, ingefær og manuka honning eller Matcha te med lemon. Clipper og Fredsted har henholdsvis grøn te med citron og grøn te med citron og ingefær
  • Citronpeber, der giver frisk smag til fisk, kylling og grønsager
  • Limoncello, som er en italiensk citronlikør

NYT FRA GRØNTAFDELINGEN

Rabarber:
allerede nu er de første spæde rabarber at finde i grøntafdelingen.
Rabarber kan bruges både i det salte og søde køkken. Rabarber tilfører en flot farve og en skøn syrlighed. De kan bruges til rabarberkompot, i koldskål, til suppe, desserter, tærter, kager eller til trifli. Til marmelade, saft eller rabarbersuppe serveret med en kugle vaniljeis.
Rabarber kan tilberedes ganske enkelt ved at stænglen skæres i små stykker, kommes i en gryde og drysses med sukker og usprøjtet reven citronskal. Simre ca. 5 minutter og spises med græsk yoghurt eller fløde.
Rabarberne skal være friske, når de skal anvendes. Det ses nemt – bladene skal være spændstige, og de små vinger, der sidder forneden på stænglen, skal være hvide, ikke brune. Selve stilken skal være stiv og må ikke kunne bøjes.

Lakridsrod:
er man gammel nok, så husker man at, i ens barndom var lakridsrod datidens slik. Man gumlede ganske enkelt på disse tørre lakridsrodsstænger. Og faktisk er den super sund – roden er blodsukkerstabiliserende, dæmper sukkertrang og virker antiinflammatorisk.
Lakridsrod vokser vildt i Middelhavsområdet og i Kina. Og især kineserne har tradition for at bruge lakrids til behandling af alt, lige fra fordøjelsesproblemer, hoste over eksem til åndedrætsbesvær. Ikke alle bør tygge på denne tørre rod. Har du forhøjet blodtryk er det en yderst dårlig idé, da lakridsrod kan give hjertebanken og blodtryksstigning. Roden kan anvendes til kryddersnaps og te. Til te snittes roden fint og overhældes med kogende vand.

Skåren, frisk frugt:
du finder et udvalg af frisk skåret frugt i afdelingen. Det være sig forskellige former for meloner, eller små bøtter med blandet frisk frugt skåret i mundrette bidder. Det hele står på køl og er lige klar til at blive spist.

Pak choi:
er en lille fast asiatisk bladgrønsag, som minder lidt om bladbede. Bladene smager lidt af mild frisk spinat. Du kan ganske enkelt halvere pak choi og stege den i smør på begge sider. Pak choi er ikke kun beregnet som asiatisk tilbehør, men kan anvendes som mildt tilbehør til både fisk og kød.
Næringsmæssigt topper den, lige som de øvrige i dens familie, Korsblomstfamilen, en af de mest nærende grønsagsfamilier, der strutter af både vitaminer, mineraler, fibre og plantestoffer til glæde for hele kroppen og ikke mindst din lever, der netop nu her i foråret arbejder på højtryk med rengøring af hele kroppen.

Prøv denne wokopskrift: Lynstegt mørbrad m/pak choi

FISKEAFDELINGEN NETOP NU

Blåmuslingen:
er smuk med den karakteristiske sort-blå-violette, glatte ovale skal med perlemorsglinsende inderside. Blåmuslingen anvendes især til muslingesuppe eller til Moules Mariniére, Moules Frites med aioli, som fyld i bouillabaisse eller muslingerne kan gratineres.
Uanset hvordan muslingerne skal tilberedes, starter man med at gøre dem grundigt rene under rindende vand. Hver musling gås efter med en lille kniv og det skæg, der eventuelt sidder og stikker ud af skallen som en lille tot, fjernes.
Er der åbne muslinger blandt dem, så giv dem et bank mod køkkenbordet. Lukker de sig ikke, er de døde og skal kasseres.
Hvis der er muslinger, som efter dampning ikke har åbnet sig, skal de kasseres. Derfor skal man regne med et vist svind ved denne sortering.

Prøv denne opskrift: Moules Mariniére m/fennikel & chili

Skærising:
holder til på dybt vand, er ikke så kendt, men en utrolig velsmagende fisk.
Den er en langstrakt, slank fladfisk med en ensfarvet, rød-brunlig krop, lille hoved og mund, og overfladen er ru ligesom skrubbens.
Kødet er meget fast med en fin hvid farve og kan derfor sagtens bruges på samme måde som rødspætten. Den kan steges, grilles eller ovnsteges. Den kan serveres som fyld i en ærtesuppe eller rullet om gulerod og porre og dampet - eller stegt og serveret med asparges og tatarsauce eller sauce beurre blanc.

Prøv denne opskrift: Stegt skærising m/kapers & citron

Helleflynder:
er den største fladfisk og kan blive over 2 m lang og veje op til 300 kg. Kødet er hvidt og fast og smager fantastisk, og som spisefisk er den en af de bedste.
Helleflynderen er ikke så god til de hårde tilberedningsmetoder som stegning og kogning, men er yderst velegnet til de blidere former såsom dampning, pochering, ovnbagning og rygning.

Prøv denne opskrift: Helleflynder m/persille & citron


FORÅR I BLOMSTERAFDELINGEN

I Blomsterafdelingen er det blevet forår. Uden for Dalgaard finder du Stedmoderblomsteri flere forskellige farver både med små og større hoveder. Stedmoderblomster kan plantes enten i bedet eller i potter, hvor deres små farvestrålende hoveder kan nydes i mange måneder.
Der står også hængepili flere størrelser. Hængepilen er smuk med sine hængende grene og hvide gæslingeblomster.
Selv om påsken først falder i april, så er der allerede nu påskeliljeri små eller større potter. Både den mindre dværgudgave og den storblomstrede type. Især miniudgaven er velegnet til potter og krukker. Med sin smukke, klare gule farve er påskeliljen er ren forårsbebuder.

FASTELAVN

I år falder fastelavn i marts måned og gader, skoler og institutioner fyldes med prinsesser, prinser og superhelte. Traditionen tro kommer de forbi hver en dør og truer med ballade, hvis de ingen boller får.
Oprindeligt var fastelavn indgangen til fastetiden. I dagene op til fasten, måtte man spise godt, så man rustede sig til den 40 dage lange faste, som kun bød på fisk og brød.
Fastelavnsbollerne stammer formentligt fra Tyskland, hvor man i 1600-tallet kaldte dem for Heiss-wecken eller Heetwege. I Sønderjylland blev navnet Heetwege omdannet til Hedvig, der i århundreder har været områdets betegnelse for fastelavnsboller.
I dag ser vi mange former for fastelavnsboller. Der er boller fyldt med creme, flødeskum, flødecreme, mandel- eller nougatremonce og/eller marmelade. Dejen kan være enten en gærdej, surdej, wienerbrødsdej eller vandbakkelsesdej. Ofte pyntes bollerne med mørk chokoladeglaze, chokoladeganache, eller glasur – og toppes med hakkede nødder.

Februar


FEBRUAR ER KRYDRET MED ASIATISKE INGREDIENSER

I artiklen for januar nævnte jeg, at der ses en tendens til, at vi vender os mod det asiatiske køkken. Det ses også i restaurationsbranchen, hvor nye asiatiske restauranter dukker op, dels ”Vesterbro Chinese Food”, hvor både inspiration og kok er hentet fra Mission Chinese i New York, dels ”Tigermom”, hvor indehaveren har kinesisk-cambodjanske baggrund, og en fortid hos Michelin-restauranten Relæ.



Citrongræs anvendes ofte i asiatiske retter, både supper og wokretter. Stænglen er hård og grov, så enten kan den simre med og tages op inden serveringen, eller den kan skæres ud i meget, meget tynde skiver. Citrongræs har en krydret citrussmag uden citrusfrugtens bitterhed. Smagen af citrongræs går godt til kylling, fisk og skaldyr samt oksekød. Andre smagsgivere, som passer til citrongræs er chili, ingefær, hvidløg, kaffir-limeblade og kokosmælk. Der er mest smag i den nedre, tykke del. Tilsættes citrongræsset helt, kan du med fordel banke på den tykke del med enden af en kniv, så kommer smagsstofferne stærkere frem i retten.


Gurkemejerod er tæt beslægtet med ingefæren, men ikke helt så kendt - begge er de virkeligt gode mod inflammation og smerter i kroppen. Den optræder primært i det asiatiske køkken, hvor dens smag klæder hvidløg, citrongræs, chili, lime, koriander og salte saucer som soja og fiskesauce. Den orangefarvede knold farver meget på hænderne.
Prøv en dejlig asiatisk suppe: Tom Kah Gai


Fishsauce bruges meget ofte i vietnamesiske og thailandske retter. Fiskesauce er fremstillet af fermenterede saltede ansjoser, og kaldes for Asiens salt, fordi den erstatter salt i det thailandske køkken. Fishsauce anvendes blandt andet til Yam dressing, der består af chili, hvidløg, koriander, fishsauce, limesaft og sukker. Dressingen anvendes til salater, fx af en salat med pomelo, tigerrejer, brøndkarse og peanuts. Yam dressingen kan også bruges over dampede grønne bønner eller sugarsnap ærter, i nudelsalater eller over en steak, svinekotelet eller et stykke fisk.


Koriander – krydderurten som man enten elsker eller hader. Nogle syntes den smager vidunderligt, andre at den er alt for parfumeret. Både stilk og blade kan bruges i marinader, saucer og som pynt og drys på alle asiatiske retter. Koriander stammer egentligt fra Mellemøsten og passer derfor fantastisk i couscous og tabbouli eller drysset på lamme-tagine. Koriander fås både frisk og som tørrede korianderblade – eller som stødt og som hele tørrede frø, hos Dalgaard.


Du finder et stort udvalg af asiatisk tilbehør i Dalgaard, fx mere eller mindre stærke chilisaucer, karrypasta i forskellig farve og styrke, tandooripasta, ingefærpasta, kokosmælk og kondenseret kokosmælk, bambusskud, bønnespire og vandkastanjer. Du finder også flere slags nudler som fuldkorns-, æg-, glas- eller risnudler. I grøntafdelingen finder du tørrede limeblade, citrongræs, pak choi og shii-take svampe, der alle gør det asiatiske køkken velsmagende.
Prøv min dejlige opskrift på: Lamme-tagine


Kylling Kyllingekød er velegnet til rigtig mange retter, og med de forskellige udskæringer og tilberedningsmåder kan retterne varieres i det uendelige. Kødet er lyst og fedtfattigt, dog sidder en del fedt i skindet, og det er faktisk synd at fjerne det før tilberedningen, for der sidder masser af smag her. En hel kylling kan give mad til mange retter, og rester af kødet kan anvendes til supper eller som fyld i sandwich og salater.
Brystkødet er magert og mildt. Tænk gerne marinering, svøb eller fyld, så kødet får mere smag og ikke bliver for tørt.
Lår og overlår har en anden struktur end brystkødet, og kan i højere grad tåle at blive varmet op uden at miste saftighed. Kødet er mørt og kan langtidssteges eller tilberedes i en simreret. Prøv eventuelt at massere en rub (salt og tørrede krydderier) ind i kødet og steg det i ovnen. Det giver sprødt skind og masser af smag.
Kyllingevinger har ikke så meget kød, men det der er, er mørt og smagfuldt som lårkødet. Vingerne har en stor overflade af skind, som kan marineres og steges knasende sprødt.
Kyllingelever smager mildt sammenlignet med anden indmad. Brug det til paté og terrine eller steg kyllingelever og server den i en salat eller på ristet brød.
Kyllingehjerter er små, fine og velsmagende. De minder lidt om det mørke kød på den øvrige kylling.


Stenbider- og torskerogn i Fiskeafdelingen
Lige nu er det højsæson både for torskerogn og stenbiderrogn.
Friskkogt torskerogn kan nydes kogt, eller kogt og let stegt på panden, dryppet med citronsaft og serveret med dild, groft rugbrød og lidt god mayonnaise eller remoulade.
Fiskebutikken sælger både fersk torskerogn, og torskerogn der er kogt på bedste vis med både laurbærblade og eddike.
Stenbiderrogn er mindre end lakserogn og ørredrogn. Smagen er tydelig af hav, og oftest anvendes den naturel, kun lige rørt med salt, peber og citronsaft og serveret med lune blinis. Rognen kan også røres i kolde saucer.


Valentinsdag den 14. februar
Valentinsdag er kendt som ”de elskendes helligdag”, og traditionen går på, at man udveksler kort, blomster, chokolade eller andre gaver, som et bevis på gensidiges kærlighed.
Helligdagen blev indført af pave Gelasius og er opkaldt efter den romerske præst Valentin. Legenden fortæller at, da kejser Claudius II beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig, trodsede Valentin dette dekret og fortsatte med at vie unge soldater. Han blev som følge heraf arresteret, sat i fangenskab og senere halshugget den 14. februar omkring år 269. Den romerske-katolske kirke udnævnte ham, efter hans død, til helgen som Sankt Valentin.
Som nævnt de tidligere år, så har Dalgaard et utal af muligheder indenfor meget lækker og velsmagende chokolade, champagne, kurve og puder eller personlige cremer og dufte til kroppen. Har du særlige ønsker om en romantisk Valentins-buket, så er du altid meget velkommen til at kontakte personalet i afdelingen for ”Bolig og blomster”.

Januar

HYGGE I JANUAR
Januardage med kulde, sjap og blæst – og alt for få solskinstimer, indbyder til hygge i sofaen. Du kan gøre januar mere rar ved at bruge vinterens mørke timer til det, vi danskere er bedst til, nemlig hygge.

Blomster: udenfor er der ikke meget grønt at kigge på lige nu, men indendørs kan du lyse op med blomster. Blomster der med sine dufte og farver, kan være med til at løfte humøret på en gråvejrsdag. Du finder et stort udvalg af både afskårne blomster og potteplanter i Blomsterafdelingen. Lige nu er der de første forårsbebudere som primula, hyacinter og perlehyacinter i potter.

Levende lys: tænd levende lys, der er med til at lyse op i den mørke tid.

Plaid: sofahygge bliver ekstra hyggelig med varmen fra en plaid – du finder et lille udvalg i afdelingen for Boligtilbehør.

Te: en kop varm te luner og giver følelsen af ro og velvære. Hos Dalgaard finder du mange velsmagende teer, både hvid, grøn og sort te. Du finder te i løs vægt, teer i dåse fra Chaplon og Kusmi, eller tebreve fra fx Pukkah og Chaplon. Pukka har teerne ”Relax” og ”Night Time”, der begge har en beroligende virkning kroppen.

Chokolade: lækker chokolade er ren forkælelse. Mørk chokolade med højt kakaoindhold, er langt det sundeste, hvis januar også skal være en sund måned. Prøv chokolade fra:

  • Simply Chocolate
  • Fyldt chokolade fra Blomsterberg
  • Økoladens økologiske stykker eller stænger
  • Økologisk chokolade fra Elmelund
  • Valrhona chokolade
  • Friis-Holm chokolade
    Andet til den søde tand:
  • Wally and Whiz, der har et stort udvalg af nordisk gourmet vingummi
  • Veganske og økologiske kugler fra Cocohagen
  • Småkager fra Jules Destrooper, Islands Bakery, Blomsterberg eller Walkers

Varm kakao: er rart på en kold vinterdag, især når den tilberedes med mørkt kakaopulver fx fra Valrhona, mælk og sukker. Tåler du ikke komælk, så kan du anvende plantemælk, fx sojamælk med vanilje.

Cremer: har du lyst at forkæle kroppen, så er der lækre cremer fra Panier des Sens, og badsalt fra Naturally European. Og skal det dufte i badeværelset, så er der et stort udvalg af duftpinde fra Heyland & Whittle.

NEMT I JANUAR
Skal det være nem mad i januar, så kan du tilberede ”alt-i-et-retter” i én gryde eller på en bradepande.
”Alt-i-et-mad” handler om at gøre det enkelt, uden at gå på kompromis med smag og kvalitet, men så det bliver mad der smager godt og er fyldt med næring.
Grønsager på en bradepande vendes med olivenolie og krydderier, før de sættes i ovnen. Grønsagerne vinder ved at blive serveret med topping, saucer eller pesto.

    En bradepande kan fx fyldes med:
  • Kyllingelår, halve tomater, små kartofler, hvidløg og Herbes de Provence
  • Laksestykker, cherrytomater, asparges og halve citroner
  • Halverede fennikelknolde og burrata med saft og skal af usprøjtet appelsin og citron
  • Fyldte courgetter eller auberginer
  • Skiver af halloumi bagt med græskartern, små kartofler og spidskål i store bidder
Alt-i-en-gryde, er som navnet siger, at alle ingredienser kommes i en gryde. Det er nemt og gør, at ingredienserne giver smag til hinanden.


RÅVARER I JANUAR
Kinakål: lyder måske kedeligt – den er bleg og uden saft, men det er en kål med de fantastisk nærende stoffer (A- og C-vitaminer og mange fibre), som vi kender fra andre kål. Og som al anden kål, så vinder den ved tilberedning – på panden, i ovnen eller i wokken bliver den både lækker og velsmagende. Kinakål er ikke en salat, og bliver derfor heller ikke særlig spændende, hvis du serverer den som en rå salat.
Hvis du steger kinakål, kommer der en sød og mild kålsmag frem, som passer fint sammen med flere af de asiatiske specialiteter, som vi kender fx østerssauce, fishsauce, tamari eller sake, den japanske risvin.
De store blade fra kinakålen er meget velegnede til kåldolmere. Når bladene har fået et let opkog, er de lette at fylde med kød, fisk eller grønsagsager.


Torsk: torskens kød er allerbedst lige nu, og et gammelt mundheld siger, at man kun bør spise torsk i de måneder, hvor bogstavet R indgår, dvs. perioden fra september til april. Årsagen er, at torskens kød bliver løsere i de varme måneder (de uden R) – så januar er netop måneden for torsk.
Torsk er en meget mager fisk med mange proteiner og et højt indhold af selen og B12-vitamin.
Torsk passer rigtigt godt sammen med en varm salsa af pinjekerner, kapers, oliven, tern af bladselleri, korender og krydret med safran og citron.
Torskeloin, som er ingrediens i opskriften, er noget af det lækreste på torsken, det kaldes også mørbrad fra torsken.


SUND I JANUAR - MED JAPANSKE RÅVARER
Miso er fermenteret sojabønnepasta, der anvendes i det japanske køkken. Miso hjælper til at holde balancen i vores tarmflora.
Hos Dalgaard findes miso fra Clearspring. Deres produkter modnes og produceres på den gamle traditionelle metode, hvor misoén modnes i store cedartræs kar. De mørke miso typer modnes i helt op til to år, og de lyse tager kortere tid. Du kan vælge miso lavet ud fra byg, ris eller sojabønne.
Der er også en sødlig, hvid miso, som er en cremet og let miso til dressinger, saucer, dip, kartoffelmos og grønsagssuppe.
Du finder også Miso Instant Soup fra Clearspring.

Soba-nudler er lavet af boghvedemel og er fyldt med næringsstoffer som B-vitaminer, magnesium og fibre. De egner sig fantastisk til vinterens supper, wokretter, salater eller i ramen.

Shiitake svampen er en super velsmagende, lille og smuk svamp, der er vældig populær i det japanske køkken. Shiitake giver smagen af umami, den 5. smag, der blev opdaget i 1908 af den japanske kemiker Kikunae Ikeda. Umami siges at øge mætheden og forbedre smagsoplevelsen af det, man spiser.
Shiitake indeholder en stor del protein, herunder de 8 essentielle aminosyre, som vi ikke selv kan danne. Desuden B-vitaminer, germanium og inteferon, der alle stimulerer immunforsvaret.

Matcha er en traditionel japansk drik lavet af malede grønne te blade. Man drikker eller spiser selve tebladene og får derved glæde af teens mange næringsstoffer. Teen bruges ved den særlige japanske te-ceremoni, hvor ikke blot indtagelsen, men i ligeså høj grad tilberedningen af teen tillægges stor værdi.
Matcha kan bruges til te, latte, i vaffel- og pandekagedej, i chiagrød, humus, vendt i yoghurt eller tilsat i en smoothies.

Netop nu 2019

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00