Maj

HYTTEOST
Måske forbinder du hytteost med slankekure eller en kedelig rugbrødsmad. Men hytteost kan meget mere end at nedsætte fedtprocenten i et måltid.
Hytteost hedder hytteost, fordi Amerikas nybyggere fremstillede den i hytter, og hytteosten kom til Europa med den amerikanske hær i 1950'erne.
Hytteost er fremstillet af skummetmælk, der opvarmes og syrnes. Derefter tilsættes osteløbe, så det danner små ostekorn. Ostekornene tilsættes derefter en blanding af salt og fløde.
Hytteost har et højt indhold af protein og et lavt indhold af fedt, og hytteost indeholder blandt andet mineralerne kalk, fosfor og jod.
Hytteosten har en dejlig smag og konsistens, den er neutral og blød, og den giver en friskhed til maden. Den kan bruges i både varme og kolde retter, og i det salte og søde køkken. Hytteost kan fx erstatte mayonnaise eller creme fraiche eller være basis i en dressing eller dip. Den kan også erstatte den fedtholdige ost i lasagne og på pizza – eller du kan bruge den i pastaretter, brøddej og omeletter. Du kan tilsætte en klat hytteost, når du steger grøntsager, det giver en lidt flødeagtig fornemmelse, og de små korn giver en god konsistens i retten.
Med hytteost kan du stoppe madspil – er der en rest tilbage i bøtten kan den anvendes i bagværk eller gryderetter.
Ja, hytteost kan endda bruges til at lave cremede, søde tærter, eller som fyld i pandekager og i smoothies.
En tynd æggepandekage kan serveres med hytteost vendt med revet æble, et drys kanel og lidt hakkede græskarkerner – så har du et mættende, hurtigt morgenmåltid. Eller brug hytteost sammen med din frugt om morgenen, det giver god mæthed.
Her kan du se nogle af mine lækre opskrifter med hytteost:


SPIRER & KARSE
Hos Dalgaard finder du økologiske bønnespirer.
Spirerer fyldt med vitaminer, mineraler, proteiner og plantestoffer, ikke mindst klorofyl, der dels virker som antioxidant, der beskytter dig mod celleskader, dels har en afgiftende virkning på kroppen. Spire virker basisk på kroppen, hvilket langt de fleste grønsager også gør. Spirer kan spises rå eventuelt som pynt, eller de kan tilsættes en gryderet til allersidst.



Karseog andet mikrogrønt er små planter, som man høster meget tidligt. Karse består blot af en stilk og det første bladpar, kimbladene.
Man siger at karse og mikrogrønt stammer fra Californien i 1980´erne, hvor de trendy kokke brugte karse og mikrogrønt som smags-, farve- og teksturgivere til kulinariske frembringelser Men jeg kan nu huske, at vi dyrkede og spiste karse, da jeg var barn – og det var før 1980´erne! Så det er nok mere begrebet mikrogrønt, der stammer fra den tid.
Karse benyttes for at få dens smagsnuancer og til at pynte med. Det kan være på den klassiske æggemad, i salater, sandwich, eller blande karse i dressinger og dips, eller drysse den på ost og fisk. Karse indeholder betakaroten, E-vitamin og folinsyre, og mineralerne kalium og jern. Derudover er de små karsefrø fibre i sig selv, hvilket jo som bekendt er godt for fordøjelsen.
Du finder naturligvis også brøndkarse og et væld af spændende krydderurter i Grøntafdelingen bl.a. de nye orange skovsyre og engsyre.
Prøv:

GURKEMEJE
Ingefær har i en lang periode været det nye sort, men nu får den skarp konkurrence af gurkemejeroden.
Gurkemeje er gul som solen og stærkt antiinflammatorisk, og styrker dine led og dit bindevæv. Det virksomme stof er curcumin, som også er det, der giver gurkemeje sin flotte gule farve. Det er også dette stof der gør karry gul, for en af ingredienserne i karry er netop gurkemeje.
Gurkemeje smager både lidt sødlig, bitter og krydret, men er ikke så stærk som ingefær.
I dag ved man, at det aktive stof curcumin helst skal opvarmes for at få dets antiinflammatoriske virkning aktiveret bedst muligt, så brug gerne gurkemeje i den varme mad.
Gurkemeje kan også sagtens benyttes i smooties eller juice. Der kan du med fordel tilsætte et nip peber, da undersøgelser viser, at det kan aktivere curcumin. Faktisk viser undersøgelser at et nip peber forstærker effekten af curcumin 1000 gange.
Hvis du bruger den friske gurkemejerod, så pas på for den farver voldsomt på hænderne.
Kom lidt gurkemeje i vandet når du koger ris, kartofler, suppe eller gryderetter. Eller brug det i shots, smoothies, æggesalat, dip eller til ”Golden Milk” eller ”Golden Latte”.
Du kan købe frisk gurkemejerod i Grøntafdelingen eller tørret som krydderi fra Krydderispecialisten, Urtekram eller Mill&Mortar. Butikken har også flere shots, hvor gurkemeje indgår.
Dejlige opskrifter med gurkemeje:

NOGLE KORTE - OG ET PAR LANGE - OPSKRIFTER MED FLÅEDE TOMATER
Man kan komme langt med en eller flere dåser flåede tomater. Ofte er der tomater i en ret lige fra indisk curry til dhal, ovn- og gryderetter. I det italienske køkken er tomater en af de vigtigste ingredienser, og benyttes blandt andet til pizza, pastaretter, supper og sauce bolognese.
Du kan både få almindelige tomater og cherrytomater på dåse. Desuden kan vælge mellem hele eller hakkede tomater.
Personligt er jeg mest til de hele, flåede. Jeg syntes, de bevarer deres struktur bedre end de hakkede, der kan opleves som lidt mere vandede end de hele. Og ofte er det en bedre kvalitet af tomater, der bruges til de hele flåede. Og det tager jo bare få sekunder selv at hakke de hele.
Tomater er rige på C-vitamin og zink og planterstoffer som beta-karoten og lykopen, som begge er med til at give tomater deres smukke, røde farve.


Gazpacho:
I en blender kommes 2 dåser flåede tomater uden for meget væde, 1 hakket rødløg, ½ agurk, 1 rød peberfrugt uden kerner og skåret i store bidder, 1 hakket fed hvidløg, 2 dl grønsagsbouillon og 2 spsk. sherryeddike.
Blend til det hele er blevet til en jævn og glat suppe, der krydres med salt og peber.
Lad suppen stå i køleskab 2-3 timer og server suppen toppet med tern af agurk, hakkede hårdkogte æg og croutoner.

Tomat-basilikumsuppe:
Varm 1 spsk. olivenolie og sauter 1 hakket løg, 1 reven gulerod, 1 bladselleristilk i små tern og 1 fed hakket hvidløg til grønsagerne er lidt bløde, men ikke har taget farve.
Tilsæt 1 dåse flåede tomater og 2 dl grønsagsbouillon og lad det hele simre 15 minutter.
Blend derpå blandingen, og rør den med 2 spsk. piskefløde og 1 håndfuld hakket persille.

Hurtig tomatsauce:
Varm 2 spsk. olivenolie på en pande og sauter 2 fed hvidløg, skåret i tynde skiver, nogle minutter.
Tilsæt 2 dåser flåede tomater uden væde og 1 nip sukker, og lad det simre 15-20 minutter, til det begynder at tykne.
Tilsæt 1 spsk. olivenolie og 1 håndfuld basilikum og krydr godt med salt og peber.
Saucen kan bruges til pasta og pizza.

Tomat-tilbehør:
Varm olivenolie og sauter 1 hakket løg og 2 fed hvidløg i tynde skiver, til løgene bliver bløde.
Tilsæt 1 hakket rød chili uden kerner, 2 spsk. revet ingefær, 1 tsk. sennepsfrø og 1 tsk. gurkemeje og steg endnu 1 minut.
Kom 1 dåse flåede tomater (hakkede) ved og lad det hele simre 15 minutter.
Smag til med salt og peber og rør 1 håndfuld hakket koriander i.
Serveres sammen med kogte ris og yoghurt.

Og så de to lange:


Netop nu 2017

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00