Risotto m/asparges & friske ærter

Ingredienser

1 liter varm grønsagsbouillon, fx Herbamare
100 g smør
1 stort skalotteløg, finthakket
1½ dl tør hvidvin
3 dl arborio-ris
1 bundt friske grønne asparges, den træede ende knækkes af og resten skæres i stykker på 4-5 cm
100-150 g friske ærter
Ca. 75 g revet parmesanost
3 spsk. frisk mynte, skåret i strimler

Sådan gør du

Lad bouillonen småkoge, mens risottoen tilberedes.
Smelt halvdelen af smørret og sauter løgene i ca. 5 minutter, til de er bløde og gennemsigtige.
Tilsæt risene og vend dem rundt med løgene.
Skru op for varmen og tilsæt vinen.
Lad blandingen koge til vinen er næsten helt reduceret.
Skru ned og tilsæt gradvist bouillonen, mens der røres forsigtigt i risottoen.
Kom først en ny skefuld bouillon over, når den forrige skefuld er helt absorberet i risene.
Når risene er næsten møre, tilsættes aspargesene, som får lov at simre med et par minutter, mens resten af bouillonen tilsættes, til risenes konsistens er bløde, men stadig med lidt bid.
Tilsæt herefter resten af smørret, parmesanosten, ærter og mynten.
Smag til med salt og peber og måske mere vin og parmesanost.

Udskriv opskrift