Æbleglaserede medailloner m/ svampesalat

Tilberedningstid: Ca. 30 minutter – når grillen er varm
Beregnet til: 2 personer

Det skal du bruge

2 medaljoner af svinefilet, 2½ cm tykke, a ca. 100 g
½-1 spsk olie
salt og peber

Glasering
1 dl æblejuice
½ dl sukker, helst rørsukker
1 spsk hvid balsamico eller hvidvinseddike

Rosmarinpesto
1 kvist frisk rosmarin
1 spsk parmesan
½ spsk hvidvinseddike
1-2 spsk olie

Svampesalat
125 g hvide eller markchampignon
feltsalat, hovedsalat eller blandet salat

Tilbehør
150 g flutes

Fremgangsmåde

Kog æblejuice, sukker og balsamico i en gryde uden låg i ca. 5 minutter til mængden er halveret.
Smag det til med salt og peber. Kom det i et glas.
Hak rosmarin fint, riv parmesanost og bland det med eddike og olie. Tilsæt evt. lidt vand.
Gem pestoen i køleskab.
Dup medaljonerne tørre med køkkenrulle. Pensl dem med olie og krydr med salt og peber. Grill medaljonerne 2 minutter på hver side. Kom lidt af glaseringen på fx en underkop. Pensl kødet et par gange og steg kødet i yderligere 2-3 minutter på hver side. Resten af glaseringen kan dryppes på kødet, når det spises.
Snit de rå champignon i tynde skiver. Riv større stykker salat i passende stykker. Dryp pestoen over eller servér den til.

Opskriften er udarbejdet af Maria Larsen for Danish Meat Association

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 23%
Kulhydrat 48%
Fedt 29%
2435 kJ – 580 kcal

Tips
Skær en lille skrå flig af den ene medaljon for at se om den er stegt nok. Den må gerne være svagt rosa indeni. Vend kødet ved servering, så kan ingen se, at der er skåret i kødet.
I stedet for rosmarinpesto kan bruges en færdigkøbt grøn pesto.
Hvis salaten ønskes mere fyldig tilsættes kogt kold pasta.
Resten af glaseringen kan gemmes i køleskab i en måned og bruges til grillning af andre stykker svinekød i skiver.
I stedet for medaljoner af svinefilet kan bruges svinekoteletter eller skinkeschnitzler af inderlår.

Udskriv opskrift