Månedens klumme

Oktober

MAD TIL EFTERÅRET

Efteråret byder på et festfyrværkeri af delikate råvarer - græskar, brombær, friske hasselnødder, porrer, rødbeder, grønkål, havtorn, æbler og pærer, og skoven er fuld af svampe. Alt kan tilberedes til de lækreste, delikate efterårsretter. Maden tilberedes over lang tid, simrer på komfuret eller bager i ovnen, og efterårets vildtkød egner sig fint til en lækker efterårsmiddag fx ovnstegt vildsvinesteg serveret med rodfrugter og syltede tomater. Eller en klassisk boeuf bourguignon med oksekød og duft af timian og laurbærblade serveret med gratineret jordskokmos, og en enkel æblekage til dessert serveret sammen med vaniljeis eller flødeskum.

SVAMPE & KANTARELLER pryder skovbunden, og har du ikke mulighed for selv at samle svampe, så har Grøntafdelingen hos Dalgaard et stort udvalg af svampe som fx portobello svampe, shii-take svampe, enoki og markchampignon. I Dalgaard finder du også et udvalg af tørrede svampe. Svampe kan tilberedes som en panderet af stegte løg og svampe, der blandes med tern af stegte jordskokker, pastinak, gulerødder og kartofler, og serveret med et spejlæg på toppen. Eller svampene kan være en ingrediens i bolognese, for svampe og pasta klæder hinanden rigtigt godt.

De NYE DANSKE ROSENKÅL kommer, og de kan varieres på utallige måde. Ikke alle elsker rosenkål, men de kan sagtens tilberedes både i hovedretter og som tilbehør, så de smager dejligt, uden at de smager alt for kål-agtigt.

KNOLDSELLERI er heller ikke elsket af alle, men kan tilberedes nemt og delikat, ved at skære den skrællede knold ud i stykker der er på en lillefingres tykkelse og længde. Derefter steges de i olivenolie, til de er gyldne og sprøde og drysses med salt og peber

TORSKEN kan igen spises, man siger jo at torsken bør spises i de måneder, hvor der er R i månedsnavnet. Der er torsken fast i kødet, med smag af frisk fisk og hav og en let stegning eller dampning klæder den.

De små og store smukke, orange GRÆSKAR må heller ikke glemmes. De smager vidunderligt fyldte eller skåret ud og bagt i ovnen med lidt olie og soja – eller de kan naturligvis udhules, som de bliver til Halloween, hvor de bliver til de mest frygtindgydende hoveder, der møder en ved hoveddøren.

Har du tid og lyst til at BAGE, så indbyder efterårets rusk og blæst - og børnenes efterårsferie til det, og duften vil sprede sig i hele huset, og hvem kan modstå et stykke nybagt brød eller en kage.

Månedens klumme 2013

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00