Månedens klumme

April

STREET FOOD & SUPER FOOD

Inspireret af et besøg på en mexicansk restaurant i Skindergade, og den kommende åbning af Copenhagen Street Food på Papirøen (åbner til påske), så handler denne april-klumme om street food, som er ved at blive en større del af det danske gadebillede, lige som det har været flere år i London, Hamburg, Amsterdam og Stockholm. I København sås tidligere kun pølser og hotdogs som street food, men i de seneste år er der dukket mobile vogne op, hvorfra der sælges suppe, pandekager, brændte mandler eller varme drikke. Mange af disse gaderetter kan sagtens tilberedes hjemme, og give spændende smagsoplevelser i køkkenet. I dag fås mange spændende specialprodukter og krydderier, som vil være med til at bringe eksotiske dufte ind i dit køkken og give forskellige smagsmæssige oplevelser fra mild til meget stærk. Smagsstoffer og dufte, som kendes fra andre landes køkkener eller gadekøkken, og som med garanti kan friste både næsen og ganen.
Kom med på en rejse til gadekøkkener, få opskrifter der er lige til at gå i gang med – og hent råvarer og specialprodukterne i Dalgaard. Prøv ideerne til snacks, forret, picnic eller sammensæt flere små retter til hele menuer.

Udtrykket STREET FOOD er knyttet til madkulturelle oplevelser som bygger på traditionelt madhåndværk - herhjemme vil det typisk være en bid ved en god pølsevogn og andre steder fx en sildebod i Amsterdam, en falafelbar i Mellemøsten, et pizzeria i Napoli eller et hotdogsted i Chicago. Eller det kan være grillede sardiner i Portugal, en burger eller en doughnuts i USA, nachos i Mexico, Fish ´n´ Chips i England eller friske forårsruller og sprøde wontons i Vietnam. Det købes på gaden, tilberedes nemt og hurtigt og kaldes street food.
Ofte bruger vi den engelske betegnelse fastfood for hurtig og enkel mad, der er mad købt i forbifarten. Det er typisk industrifremstillet mad fra store fødevaregiganter. Street food derimod er oprindeligt nylavet mad, som spises på gaden.
På Østen stammer street food oprindeligt fra de kinesiske arbejdere, der i det sene 1800-tal indtog deres måltider på den måde i Thailand. En spisemåde, der først blev populær hos thaierne i 1960´erne i takt med, at befolkningen i byerne eksploderede. Ti år senere havde den billige, lettilgængelige gademad stort set erstattet hjemmelavet mad.
I dag tilberedes og sælges der mad på hvert et gadehjørne, marked eller busstation på Østen. Det er lettilgængeligt, spises i en håndevending, er billigt og kan spises som en hurtig frokost, en lækker snack eller en forfriskende drik. Maden tilberedes af friske råvarer, krydderurter, krydderier, hvidløg, limesaft, fishsauce og chilisauce, og luften fyldes af dufte fra citrongræs, kaffirlime-blade, gurkemeje, ingefær, safran og kardemomme.
Et lands madkultur kan opleves ved at prøve gademaden, maden fra små boder langs vejene, fra markeder, åbne butikker, vogne eller små cafeer. Overalt er der små snacks, man kan spise, mens man er på vej. Der er kager, pandekager, salater, meze og nudler. Eller supper og gryderetter fyldt med urter, grønsager og svampe, der simrer længe for langsomt at udvikle de skønneste smagsstoffer. Eller fisk, kebab, spyd eller kødstrimler, der steges hurtigt over gløder. Ris sælges som snack på gaden, fx som riskager serveret med forårsløg og spinat, eller som suppe med risnudler.
En stor del af den mad, der spises på gader er nudler, både stegte og kogte, og enten som tynde nudler eller af brede, flade nudler. Nudler spises til alle måltider, blandet med fisk, kød, grønsager, peanuts, bønnespirer og urter. Intet område med boder eller vogne vil være komplet uden en bod, der sælger en eller anden form for pandekager, uanset om de er tilberedt af mel og mælk, kikærtemel eller klistrede ris. Søde pandekager er den perfekte afslutning på et måltid med krydret mad. Når ens tunge er bombaderet med stærk smag og chili, kan den kun opfatte den søde smag. Derfor smager mange asiatiske desserter virkeligt sødt.

Prøv nogle af mine spændende og lækre opskrifter på Street Food:

Bagte, Krydrede mandler
Grillet, marineret haloumiost
Frisk salat m/ristet pitabrød
Sesamsalat
Lammekebab
Spinat-valnøddesalat
Hummus m/kanel-krydret lammekød
Pandekager m/krabbekød
Nachos m/cheddar ost

Månedens klumme 2014

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00