Månedens klumme

September

MADPAKKETID

Som opfølgning på Menys fine tiltag ”Glad-pakke-panelet”, og fordi alle børn netop er begyndt i skole eller børnehave igen, kommer denne artikel til at handle om madpakker. Du kan se mere om ”Gladpakkepanelet” HER!Her kan du også kan hente inspirerende opskrifter og en kryds-af liste over madpakkefavoritter.
Madpakken er en vigtig del af dagen for børn. Den er ikke kun et pusterum midt på dagen, men også en mulighed for at få fyldt energidepoterne op og ikke mindst, så er den en lille hilsen hjemmefra. Den skal smage godt, se lækker ud, den skal være let at spise og må ikke lugte, når den pakkes op.
Rigtig mange børn har madpakke med, man mener at 9 ud af 10 skolebørn henter deres frokost op af tasken i form af en madpakke. Forældre smører altså rigtig mange madpakker. I gennemsnit bliver der hver uge smurt 4,8 madpakker i alle danske hjem. Især børnefamilier smører mange madpakker – hustande med børn mellem 7 og 12 år smører i snit 13 madpakker om ugen.
I tidligere årtier har madpakken indeholdt leverpostej, spegepølse, rullepølse og ost, men det er ved at være ”old school”, og i dag ses der heldigvis rigtig mange friske og sunde madpakker, der giver energi til hjernen, får humøret i vejret og giver energi til eftermiddagens udfordringer.
Tænk langsigtet, når du planlægger madpakken, for ofte kan rester fra aftensmaden bruges i næste dags madkasse. Lav lidt ekstra af en fyldig salat om aftenen og giv en portion med i madkassen sammen med et lille glas dressing. Et stykke tærte, en frikadelle, grønsagsfrikadelle eller et stykke postej kan også sagtens bruges i frokostpakken næsten dag.

Hvis det er muligt, så må en madpakke gerne indeholde:
GRØNTSAGER- det kan være som gnavegrønt eller grønsager ”gemt” i boller, frikadeller eller madpandekager. Bruger du gnavegrønt, så er det populært skåret i mundrette hapser. Små tomater kan også lige tages i en mundfuld. En lille skoleagurk er børnevenlig, og rød peberfrugt eller snackpeber smager sødt og er fyldt med C-vitamin. Bønnespirer og krydderurter er lækkert at pynte madderne med.



PROTEINER- mætter og giver et stabilt blodsukker. Proteiner kan være som små frikadeller, fiskefrikadeller, et kyllingelår, et stykke postej eller æggesalat. Du kan også bruge vegetabilske proteiner som falafler, humus, mandler eller nødder.



FULDKORN- fx rugbrød, kerneknækbrød eller som en ris-, quinoa eller bulgursalat – de giver alle fibre og energi. Du kan fx blande revne gulerødder eller courgette og chiafrø eller kerner i dine fuldkornsboller til madpakken. Det kan også være en lille tyk quinoapandekage, der lægges i madkassen (du kan finde opskriften på quinoapandekager i Dalgaards opskriftarkiv under ”desserter”).

FEDTSTOFFER- der dels mætter, men også er vigtige for børnenes hjerne og indlæring. Fedtstoffer kan lettest fås fra mandler og nødder, men også fra fede fisk (men de kan lugte i en madpakke) eller vegetabilsk smørepålæg som peanutbutter eller tahin. Du kan også anvende brede kokosflager blandet med rosiner eller tørrede tranebær og mandler. Hvis du varmer mandlerne i en 150° varm ovn ca. 20 minutter, så får de pludseligt en helt anden smag, som kan være hyggeligt til en forandring – og du ødelægger ikke fedtstofferne i mandlerne, når du varmer dem ved så lave varmegrader.

LIDT TIL DEN SØDE TAND- eller til et lille mellemmåltid kan der være frugt, tørret frugt, hjemmebagt kage sødet med fx banan, æblemost eller revne gulerødder, knækbrød eller riskiks med nøddesmør, lidt frugt eller dadelkugler (kan købes færdige af mærket Rawganic), myslibarer eller stænger lavet af tørret frugt. Hos Dalgaard kan du finde færdige nødde-rosinblandinger.


IDEER:
  • Mad-pandekager og fuldkornspitabrød kan fyldes med fx salat, agurk, tunsalat, æggesalat eller en god pølse
  • Rugbrød med Urtekrams Sandwich-spread med smag af enten basilikum, tomat eller rødbede
  • Rugbrød smurt med friskost og agurkeskiver over
  • Kartoffelmad med små ristede bacontern, rygeost og ærtespire eller brøndkarse
  • Ostebjælker skåret af emmentaler eller anden fast ost og rød peberfrugt
  • Rissalat kan tilberedes af en rest ris blandet med ristede pistacienødder, tørrede abrikoser i små tern, rucolasalat, hakket mynte og en dressing af olie og citronsaft, salt og peber
  • Pitabrød med falafler, salat og tzatziki (pak delene hver for sig i små bokse)
  • Alt-i-én-muffins
  • ”Food in a jar”, hvilket vil sige at frokosten er samlet i et glas med låg eller et sylteglas. Her kan hele frokosten samles i glasset fx med kogte korn, grønsager (majskerner, grønne bønner, reven gulerod, strimler af rød peberfrugt), kikærter, nødder og en dressing, salsa eller græsk yoghurt. Maden i glasset holder sig frisk, og ofte kan glasset samles med maden dagen før og stilles i køleskabet.
  • Kyllingelår og små frikadeller, måske sat på et spyd, er også et hit og let at håndtere og spise
  • Fiskefrikadeller fra Fiskebutikken med rugbrød og et lille bæger med remoulade
  • Grønsagsmuffins, et stykke tærte - eller pirogger fyldt med revne grønsager og hytteost
  • Appelsinbåde, ananasstykker, blommer eller blåbær
  • Gnave-grønt og frugt kan være cherrytomater, agurkestave, rød peberfrugt, snack-gulerødder, blomkålsbuketter, melonstykker, pærer, vindruer eller æblebåde vendt i citronsaft og kanel
  • Humus med grønsagsstave af kinaradise, agurk, gulerod eller bladselleri
  • Dadelkugler eller frugtbarer til den søde tand

Har dit barn brug for at spise glutenfrit, så han Dalgaard både færdigbagt brød og boller – og brødblandinger klar til at bage. Der er naturligvis også masser af glutenfrit mel, hvis du selv vil bage dit brød.

Her følger nogle opskrifter på godt madpakke indhold:

Månedens klumme 2016

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00