Netop nu

April

KOM FORÅRET I MØDE MED ET VÆLD AF GRØNNE LÆKKERIER:

RAMSLØG
Ramsløget kaldes også Nordens hvidløg, og du kan bruge ramsløg der, hvor du ønsker smag og duft af hvidløg. Du kan bruge ramsløg fintsnittet i kartoffelsalat, i suppe, i en sammenkogt ret eller på et stykke smørrebrød.
Eller du kan kværne bladene med lidt salt og olie, og brug denne ramsløgspasta som dip til fx fisk, kylling eller røget kød.
Smagen er skarp og hvidløgsagtig, så man kan let få for meget af ramsløg, men brugt med omhu er ramsløg mild, men markant.
I en lukket pose med en smule vand holder bladene sig snildt en uge i køleskabet.
Du finder frisk ramsløg i grøntafdelingen. Plukker du selv ramsløg i skoven, så vær opmærksom på ikke at forveksle den med liljekonval, som er meget giftig. Men ramsløg lugter og smager af løg.

Prøv mine opskrifter på:

AVOCADO
Avocado indeholder ca. 20 forskellige vitaminer og mineraler. De giver som sådan ikke energi, men uden dem kan din krop ikke foretage alle de nødvendige processer fx i fordøjelsen eller i immunsystemet.
Avocado indeholder fibre, der forlænger din mæthedsfølelse og er med til at regulere kolesterolniveauet. Den indeholder også plantestoffet lutein, der styrker øjnene og synet. Avocado er en fed sag, men fortvivl ikke, det er de sunde, livsvigtige fedtstoffer.
Avocado er et sikkert hit i guacamole til tortillaer eller chili con carne. Den er god i salater eller som et mellemmåltid.
Umoden avocado er ingen delikatesse. En moden avocado giver efter for et lille tryk ved stilken.
Hvis du kun skal bruge en halv avocado, så lad stenen blive i og kom lidt citronsaft på kødet. Begge dele er med til at forhindre at kødet bliver brunt.
Den kan tilberedes/spises som:

  • Avocado-smoothie
  • Bagt med æg i hulningen
  • Avocado med hytteost og finthakket rødløg
  • Kold avocadosuppe
  • Avocadofileter med rosa grapefrugt og lakse- eller stenbiderrogn
  • Avocado serveret med tunmousse
  • Som en ingrediens i chokolademousse, hvis man ikke tåler mælkeprodukter
  • På ristet rugbrød drysset med rosa peberkorn eller Piment D`Espelette
  • Guacamole med grønsagsstænger eller nachos
  • Moset avocado blandet med karry, knuste sennepsfrø og limesaft serveret på rugbrød

Prøv min opskrift på: Mættende smoothie

ASPARGES
Asparges er tegn på at foråret er kommet. Asparges er super sunde og meget kalorielette. De giver mange fibre, der gavner din fordøjelse, og asparges indeholder desuden stoffet glutathion og mineralet svovl, der begge stimulerer din lever til at arbejde optimal.
Asparges kan dyppes i tempuradej og steges gyldne.
Du kan nyde asparges sammen med blødkogt æg, kørvel og ristet rugbrød; bruge dem som ingrediens i en salat, som fyld i tærter eller tilberede asparges til suppe eller du kan nyde de grønne asparges med rejer og lidt hollandaisesauce. Du kan også vikle grønne asparges med parmaskinke, dryppe med lidt olivenolie og bage dem ca. 10 minutter i ovnen – eller du kan vikle asparges med små skiver røget laks, drysse med hakket hårdkogte æg og dryppe med en sennepsdressing.
Den træede ende knækkes af før aspargesene tilberedes.

Prøv min opskrift på: Forårsminestrone m/små kødboller

KIWI
Oprindeligt hed kiwi ”chiniese gooseberry”, men i USA fik den sit nuværende navn kiwi. Det nye navn medvirkede til at salget af kiwi steg støt og roligt verden over. Og heldigvis, for kiwien indeholder, foruden velsmag og den smukke grønne, klare farve, masser af vitaminer og mineraler.
Med sit høje indhold af C-vitamin booster kiwi dit immunforsvar. Desuden er kiwi fin for fordøjelsen, fordi den indeholder et naturligt fordøjelsesenzym actinidain, der hjælper til at fordøje den mad, du spiser. Spiser du en halv kiwi lidt inden dit egentlige måltid, så vil kiwien også stimulere din mavesyreproduktion, som bl.a. medvirker til, at du kan spalte dine proteiner.
Kiwi indeholder mange fibre som gør, at du føler dig mæt. Desuden hjælper fibre med at rense kroppen for giftstoffer, og fibrene er mad til dine gode tarmbakterier. En stor del af immunforsvaret sidder netop i forbindelse med tarmen, så også på den måde styrker kiwi dit immunforsvar.
Frisk kiwi er super i frugtsalater, desserter, smoothies eller den spises bare som den er med en ske.

Prøv mine 2 opskrifter med kiwi:

GRØNNE LINSER
Det siges ofte - linser og bønner er sunde og gode kilder til vegetabilske proteiner. Men nogle tænker måske, åh nej, de skal ligge i blød mindst 8 timer, de danner luft i maven, og man føler sig oppustet. Men sådan behøver det ikke være.
De grønne linser skal ikke ligge i blød, de er klar til at blive tilberedt uden iblødsætning. Og koger de længe nok, dog uden at koge helt ud, så giver de ikke luft i maven. Det samme gælder de røde linser og de små, sorte belugalinser.
Linser og andre bælgfrugter har et godt proteinindhold, der gør dem velegnede til en såkaldt ”kødfri dag”. Gallup har netop offentliggjort, at 42% af os har en eller flere kødfrie dage i løbet af ugen.
Linserne kan naturligvis også anvendes som tilbehør til kød, fjerkræ eller fisk.
Linser er desuden gode at komme i sammenkogte retter, supper, postejer og salater. De er billige og kan holde sig længe i en lufttæt pose.
Yderligere er linser rige på kostfibre, der giver god mæthedsfornemmelse og holder maven i gang.
Grønne linser, nogen gange også kaldet Puy linser, skal som tidligere nævnt, ikke ligge i blød, men koger møre på blot ca. 20 minutter. Kogte linser smager allerbedst, når de kan suge lidt smag til sig fra det, de tilberedes med, fx grønsager, krydderurter, krydderier, smør, olie eller stegesky.
Linser og bønner er generelt rige på B-vitaminer, kalk, magnesium og jern.

Prøv min opskrift på: Mættende salat m/grønne linser, edamame bønner & radiser

GRØNNE PEBERKORN
Grønne peberkorn er, ligesom sorte peberkorn, umodne peberkorn, men i modsætning til de sorte er de ikke blevet tørret, så de bliver sorte og rynkede. Grønne peberkorn er mere skarpe og syrlige i smagen, men virker ikke så stærke som de sorte. Oftest ses de grønne peberkorn syltede i eddikelage. De benyttes fx til pebersauce eller i en paté.
De små dåser med Madagascar-peber, blev lidt af en modesag i 1970'erne. De, der var ved at være trætte af bøf bearnaise, kastede sig over peberbøf, hvor maste grønne peberkorn blev presset ind i kødet før stegningen - eller bøf med pebersauce, hvor panden blev kogt af med fløde og tilsat grøn peber.

Prøv mine 2 opskrifter med kiwi:

HORNFISKEN MED DE GRØNNE BEN
Hornfisken er især er kendt for dens grønne ben. Sæsonen er kort, så den er oplagt at have på menuen i forårsmånederne. Hornfisken er lang og smal med stærkt forlængede over- og underkæber, som danner en slags næb, med mange nåleformede tænder. Hornfisken er mørkeblå-grønlig med sølvglinsende, perlemorsagtige sider.
Hornfisken lever i det østlige Atlanterhav og dens vandring er helt speciel. Den vandrer tidligt i foråret fra det østlige Atlanterhav til De Britiske Øer og videre til Nordsøen, Kattegat og Bælthavet for at gyde. Efter gydningen fortsætter hornfiskene vandringen ind i Østersøen, hvor de æder sig fede, før de i august-september atter vandrer ud i Nordsøen. Hornfisken er en halvfed fisk, der indeholder de sunde omega-3 fedtsyrer og et højt indhold af D-vitamin, selen og jod.
Det hvide fiskekød er meget delikat, uanset om fisken paneres, steges eller grilles. Du kan fylde foldede fileter med rygeost - eller en blanding af sennep og persille, vende dem i rugmel og stege dem gyldne på en pande i en blanding af smør og olivenolie.


PISTACIENØD
Pistacienøden stammer fra Mellemøsten, hvor den har været kendt siden oldtiden.I Mellemøsten indgår pistacienødder på utallige måder i kager og desserter, fx i baklava, som en lagdelt kage af fillodej med hakkede pistacier, nødder og sirup. Herhjemme kender vi bedst de saltede pistacienødder i skal - eller måske den grønne pistaciemarcipan og pistacieis.
Pistacienødder kan bruges usaltede i is og kager eller som snack ristede i krydderier. Eller de kan tilsættes i en postejfars. De saltede kan bruges som snack eller som drys på salater.
Nødderne har et højt fiberindhold, sunde umættede fedtstoffer samt indhold af E-vitamin, der modvirker at nødderne hurtigt bliver harske.
Hos Dalgaard har du mulighed for at købe både saltede og usaltede pistacienødder.

Prøv mine 2 opskrifter med kiwi:

BEDEDAG DEN 22. APRIL
Manden bag Store Bededag er Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. I løbet af sine to første år, som biskop, fik Bagger indført hele tre faste- og bededage. Den midterste af dem blev lovfæstet ved en kongelig forordning den 27. marts 1686, og placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine riger og lande.
Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange. Der var flere mindre bededage som var spredt ud over kalenderen. På bededagene bad præsterne i kirken for fred, dagene var bodsdage, og man fastede.
Store Bededags blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke - stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer etc. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt og ædru i kirke, som forordningen krævede.
Store Bededag var en arbejdsfri bededag. Derfor måtte bagerne ikke bage brød på helligdagen og bagte i stedet hvedetvebakker Store Bededags aften, som folk kunne købe for at spise dagen efter.

Prøv mine 2 opskrifter på lækre hvedeboller:

Netop nu 2016

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00