Ny købmand i Dalgaard Supermarked
Fra 1. maj 2020 kommer der ny købmand i Dalgaard Supermarked. Den nye købmand bliver
Lasse Simonsen og hans kone Kristine Simonsen.
Lisbeth Dalgaard overdrager den daglige drift af Dalgaard Supermarked til en ny købmand. Det bliver et generationsskifte med en dygtig, erfaren og selvstændig købmand.
Lisbeth Dalgaard fortsætter som medejer og købmand frem til 1/5 2023, primært med interne og strategiske opgaver. Den fornemste og allervigtigste opgave bliver at sikre Lasse og Kristine den bedst mulige start og fremtid i Dalgaard Supermarked sammen med en dygtig og dedikeret ledergruppe.
Det er den helt rigtige købmand, vi nu får ind i supermarkedet. Lasse Simonsen er knalddygtig med mange års erfaring som tidligere købmand i Virum Supermarked, og han kender allerede mange af medarbejderne i butikken, da han selv er fast kunde her. Lasse og hans kone Kristine er opvokset og bor i Rungsted.
Det er jo en meget stor ting i mit liv og ideelt set havde jeg først tænkt generationsskifteforløb om et par år. Men jeg har talt rigtig meget med Lasse, og følgende elementer har overbevist mig om, at han er den rette, og at det skal være nu:
- Lasse, Kristine og jeg har samme syn på supermarkedets koncept og udviklingspotentiale
- Vi ser alle værdien i dygtige, faguddannede medarbejdere.
- Vi er lokale købmænd, med stor viden, erfaring og dybe relationer i lokalområdet.
- Vi elsker at møde og tale med vores kunder
- Mad, mennesker og måltider fylder meget og vi er nysgerrige og kreative ”kokke”.
- Vi har en tro på, at udvikling sammen med lokale partnerskaber er rigtig.
Lasse Simonsen har beskæftiget sig med supermarkedsdrift, siden han som 23-årig overtog sin fars supermarked i Virum. Lasse Simonsen og hans kone Kristine solgte supermarkedet i 2008. Siden da har Lasse Simonsen blandt andet arbejdet med import af økologisk caviar, specialøl og vodka, ligesom han har siddet i flere bestyrelser. Desuden er han i dag medejer af en webshop, der sælger protein- og helseprodukter.
Det er med stor ydmyghed, at jeg ser frem til at blive den fremtidige købmand i Dalgaard Supermarked. Lisbeth og hendes far har opbygget et unikt supermarked med mange lokale varer, dygtige medarbejdere og en helt særlig stemning. Jeg ser frem til at videreudvikle det lokale fokus samt udvikle nye spændende partnerskaber i tæt samarbejde med butikkens dygtige stab af ansvarlige medarbejdere, siger Lasse Simonsen. Og heldigvis har Lisbeth sagt ja til at være med på sidelinjen, så generationsskiftet bliver så godt som mulig.
De bedste købmandshilsner
Lisbeth Dalgaard, Lasse Simonsen & Kristine Simonsen